Løkke nægter at tale landbrugspakke med Folketinget

Statsministeren vil ikke svare på spørgsmål om landbrugspakken i folketingssalen "af principielle grunde".

ARKIVFOTO. Løkke ønsker heller ikke at stille op i samråd om sagen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at hans indblanding i den omdiskuterede landbrugspakke vedrører Folketinget. Derfor møder han ikke op og svarer på spørgsmål om den omdiskuterede pakke i folketingssalen onsdag.

Her var statsministeren indkaldt til spørgetid, men i et brev til Folketingets formand, som Ritzau er i besiddelse af, meddeler Løkke, at han "af principielle grunde ikke finder anledning til at besvare spørgsmål vedrørende regeringsinterne forhold".

Løkke angav samme årsag, da han mandag i et brev til Miljø- og Fødevareudvalget meddelte, at han ikke har tænkt sig at møde op til et samråd om landbrugspakken.

Det er Socialdemokraternes landbrugsordfører, Simon Kollerup, der har stillet spørgsmål til statsministeren, efter at Berlingske har skrevet, at Løkke selv deltog i møder med de embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet, der sad med landbrugspakken.

Simon Kollerup ærgrer sig over Løkkes afbud:

- Det øger mistanken om, at Lars Løkke har noget at skjule om landbrugspakken. Det kommer til at ligne en regeringstop, der forsøger at lægge låg på en gryde i fuld kog, siger han.

/ritzau/

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1157752260941963