Løkke om ny regeringsaftale: En ufinansieret og ukonkret ønskeseddel

Den afgående statsminister og flere blå politikere kritiserer rød aftale for at være en dyr affære for danskerne.

Lars Løkke skal i dag fordi dronningen som afgående statsminister. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

Ifølge fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), er der ikke meget at glæde sig over ved den netop indgåede aftale mellem de røde partier om en ny-S-regering.

- Glemte de ikke at snakke om, hvordan regningen skal betales, spørger Løkke i et opslag på Twitter natten til onsdag.

Han kalder desuden aftalen for en 'rød-grøn ønskeseddel', der er 'ufinansieret og ukonkret'.

Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre.

Med enighed om en ny politisk retning ventes Mette Frederiksen at kunne danne regering og overtage Statsministeriet fra netop Lars Løkke Rasmussen.

Inden aftalen blev annonceret kritiserede Løkke også måden, hvorpå aftalen er blevet forhandlet på plads.

- Nu har det smalleste røde flertal så slået rekord og forhandlet eksklusivt med sig selv i 20 dage bag lukkede døre og er på vej med en ny retning for halvdelen af Danmark. Lidt trist, skrev statsministeren kort før midnat.

Kritiseres for at være ukonkret

Politisk ordfører for de konservative Mette Abildgaard mener også, at Socialdemokratiet og dets støttepartier mangler at konkretisere aftalen.

- Sig mig, hvad har man egentlig lavet i de 20 dage, spørger hun på Twitter.

- Hvor mange kvoteflygtninge? Pas! Minimumsnormeringer på hvad? Pas! Hvad i stedet for Sjælsmark og Lindholm? Pas! Hvad skal finansiere gildet? Pas!

I en kort kommentar skriver fungerende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), at de røde partier "da blev enige om udgifterne".

Mette Frederiksen annoncerede først på natten, at hun onsdag middag vil gå til dronningen og orientere om et nyt flertal for en socialdemokratisk mindretalsregering.

/ritzau/

Facebook
Twitter