Løkke: Vi kan snart tage imod kvoteflygtninge igen

Lars Løkke Rasmussen åbner op for at tage imod kvoteflygtninge igen. DF forstår ingenting.

Forfatter og journalist Kirsten Jacobsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt i dag pressemøde om "Befrielsens øjeblik - Samtaler med Lars Løkke Rasmussen". (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbner for at modtage kvoteflygtninge igen, fordi asyltallet er lavt.

- Vi har fået så meget styr på den spontane tilstrømning, at vi nærmer os en situation, hvor vi igen kan tage kvoteflygtninge.

- Jeg kan ikke garantere, at det allerede bliver i år, men vi er tæt på, sagde han på et pressemøde om samtalebogen 'Befrielsens øjeblik', hvor han taler ud om forskellige emner.

Her sagde Lars Løkke også, at systemet for kvoteflygtninge aldrig bliver andet end en 'symbolhandling' i en verden med store katastrofer, krige og millioner af mennesker, der lever under kummerlige forhold.

Ønsker at stå mere frit

Titlen på bogen henviser til, at han har glædet sig til at stå mere frit i valgkampen efter mange kompromiser og kampe mellem partierne i blå blok.

Det var statsministerens eget parti, der i 2016 besluttede at stoppe for modtagelsen af de 500 kvoteflygtninge årligt.

I Dansk Folkeparti kan udlændingeordfører Martin Henriksen 'slet ikke forstå' statsministerens åbning over for at tage kvoteflygtninge igen.

- Tiden er slet ikke til det, for vi har massive integrationsproblemer i Danmark, siger han.

I de første tre måneder af 2019 er der med ca. 620 asylansøgere tale om det laveste antal på et kvartal siden 2008.

/ritzau/

Facebook
Twitter