Lotte Bundsgaard melder sig ud af S

Den tidligere socialdemokratiske minister, Lotte Bundsgaard, forlader partiet for at koncentrere sig om sin karriere som journalist.

Socialdemokratiets store stemmesluger på Fyn, Lotte Bundsgaard, forlader partiet. (Foto: Nana Reimers)

Socialdemokratiet har mistet en af sine helt store stemmeslugere. Lotte Bundsgaard, der fik over 26.000 personlige stemmer, sidst hun stillede op til valg, forlader partiet, skriver Fyens Stiftstidende.

Lotte Bundsgaard er for tiden i praktik på TV 2/Fyn som led i sin uddannelse som journalist.

Overraskede partifæller

Udmeldelsen kommer bag på både formanden for Socialdemokraterne i Odense og gruppeformanden på Christiansborg. - Jeg har ikke hørt det før, men set i lyset af det job, hun har i dag, kan det måske være fornuftigt for at undgå at blive skudt i skoene, at hun har en politisk dagsorden, siger Leif Knudsen, der er formand for sit parti i Odense. Også gruppeformand Carsten Hansen ser udmeldelsen som en konsekvens af den tidligere ministers nye job og peger på, at man har set det samme ske, når andre politikere er gået ind i medieverdenen.

Undgår interessekonflikter

På Syddansk Universitet sidder lederen af journalistuddannelsen og glæder sig over Lotte Bundsgaards skridt. - Hun viser, at hun vil være journalist med hud og hår, og at hun tager sin nye profession så alvorligt, at hun vil gøre meget for at undgå potentielle interessekonflikter, siger Troels Mylenberg.

Vil ikke skilte med medlemsskab

Lotte Bundsgaard selv vil ikke begrunde sin udmeldelse. - Det kommer ikke andre mennesker ved. Jeg er journalist nu, og som journalist skal man ikke skilte med, hvor man er medlem. Man skal være objektiv, og der er ingen grund til at oplyse, om man er medlem af Greenpeace eller et politisk parti, siger hun.

Facebook
Twitter