Lovede sagsbehandlere is: Kommune vil gennemgå sager

Ifølge kommunen har iskonkurrence ikke ændret på sagsbehandlingen. Alligevel skal sager nu gennemgås.

ISGUIDE. VAFFELBAGERIET I TIVOLI. (Foto: VIBEKE TOFT © Scanpix)

Helsingør Kommune vil genbehandle samtlige sager om sygedagpenge i kommunen de seneste uger.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at TV2 har kunnet beskrive en konkurrence udskrevet af ledelsen i kommunens jobcenter, der lovede sagsbehandlerne en is, hvis de blandt andet fik nedbragt antallet af borgere på sygedagpenge.

Og det er altså de sager, der er blevet behandlet, mens konkurrencen har stået på, der nu skal ses på igen.

- Den omtalte konkurrence har ikke medført, at vi har ændret vores praksis i behandlingen af sygedagpengesager. Men borgerne skal kunne have tillid til vores sagsbehandling, og jeg ønsker ikke, at der som udløber af denne sag er borgere, som kommer i tvivl om det.

- Hverken for borgernes eller medarbejdernes skyld. Derfor går vi tilbage og gennemgår sagerne fra de seneste uger, hvor den omtalte konkurrence har stået på, udtaler Kristjan Gundsø Jensen, chef for Center for Job, Borgerservice og Teknologi i Helsingør Kommune i pressemeddelelsen.

I mailen rundsendt til kommunens sagsbehandlere 12. juni fremgår det, at medarbejderne vinder en isbar, hvis de 4. juli klokken 14 har nedbragt antallet af sygedagpengesager til 530 og 195 jobafklaringsforløb.

På tre uger skulle sagsbehandlerne dermed nedbringe antallet af sygedagpengesager med 33, mens der skulle være ni færre jobafklaringsforløb, fremgår det af mailen.

/ritzau/