Lukketider, coronapas og mundbind? Sådan står partierne før genåbningsforhandlinger i dag

I dag skal partierne endnu en gang kigge på, hvordan restriktionerne kan lempes.

I dag skal der endnu engang kigges på restriktioner. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

I dag samles partierne endnu en gang rundt om bordet for at kigge på, hvilke restriktioner der kan lempes, og om der kan lægges en klar plan for udfasningen af de tilbageværende restriktioner.

Og når partierne i eftermiddag mødes ved forhandlingsbordet i Justitsministeriet, så er der i hvert fald tre ting, som skal diskuteres.

Brugen af mundbind, coronapas og lukketider for barer og restaurationer.

Men inden politikerne mødes i eftermiddag, får du her et overblik over, hvor partierne står inden forhandlingerne.

Venstre

Sophie Løhde, politisk ordfører

Mundbind: - Venstres udfasningsplan for mundbindet er ret simpel: Det skal væk nu, alle steder, omgående. Det er i høj grad symbolpolitik, og det er ikke noget, der har en påvirkning i forhold til epidemihåndteringen i Danmark.

Coronapas: - Vi mener, at vi skal genåbne samfundet fuldt ud. Det eneste, der skal være tilbage, er coronapasset ved grænsen, i nattelivet og ved store arrangementer.

Lukketider for barer og restauranter: - Vi skal have fjernet lukkebegrænsninger. Det giver ikke mening, at du ikke kan se fodboldkampen færdig på en bar, eller man kan have en anden servering på en restaurant. Sidste år var der mulighed for at holde åbent til klokken 02, og derfor skal vi som minimum give danskerne den frihed, som de havde sidste år, hvor der var nul vaccinerede i Danmark. Men stod det til Venstre, så skal kravene for lukketider fjernes.

Dansk Folkeparti

Liselott Blixt, sundhedsordfører

Mundbind: - Vi synes, at man efterhånden kan smide mundbindet de fleste steder. Der er mange, der bliver vaccineret og testet. Alle har lært, at man skal holde afstand og god håndhygiejne. Vi synes godt, man kan tage mundbindet af i supermarkedet, men det kan være, at offentlig transport bliver et af de sidste steder, hvor det bliver fjernet. Vi håber i hvert fald på en plan, så vi kan få udfaset det hurtigst muligt.

Coronapas: - Vi kan se, at det er ældre, der formodes at være vaccineret, eller er blevet tilbudt det, og de bør ikke have brug for det. Og andre steder bør det være tillidsbaseret, det vil sige, at du skal vise et coronapas, hvis du bliver spurgt om det. Vi skal lave en udfasning, så det er helt væk i august.

Lukketider for barer og restauranter: - Vi skal nyde de lyse nætter, og erhvervslivet skal have mulighed for at tjene nogle penge igen. Dansk Folkeparti kommer med et forslag, der hedder klokken 02, og så må vi se, hvor vi kan mødes henne. Det er lidt trist, hvis man sidder midt i noget, og man så skal gå. Vi mener godt, at man kan løsne lidt op med den situation, vi har lige nu.

SF

Udvidet åbningstider bliver ikke et forslag, som SF vil tage med til forhandlingerne. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører

Mundbind: - De skal væk, så snart det kan lade sig gøre. Lige nu er vi stadig i en situtation, hvor ikke alle er tilbudt en vaccine, og derfor skal vi ikke efterlade nogen på perronen, så i nogle situationer er det en god ide. Men vi kommer til forhandlingerne med forslag om, at man skal fjerne mundbind helt på plejehjem. Der er både de ældre og personalet vaccineret, og der er man i en boble af mennesker, som kender hinanden, og som er sammen i hverdagen. Hvis eksperterne kommer på vores møde og siger, at det er en god ide at fjerne mundbindene i detailhandlen, så vil vi bakke op om det.

Coronapas: - I takt med at flere og flere bliver vaccineret, så bliver behovet mindre. Når vi bruger coronapasset i dag, så er det jo, fordi vi skal passe på ikke at smitte dem, som stadig ikke har fået en vaccine. Men jeg håber, at det her spildevandsovervågning måske kunne erstatte noget af den testkapacitet, vi har i dag. Så vi kan nøjes med at bruge coronapas og mundbind i områder, hvor der er smitteudbrud.

Lukketider for barer og restauranter: - Udvidede åbningstider bliver ikke et forslag, som vi kommer til at tage med til forhandlingen. I sidste uge skulle vi nikke til, at man lukkede Jomfru Ane Gade i Aalborg, fordi der var et smitteudbrud. Og det er svært med nattelivet, fordi vi er sammen med mange, vi ikke kender, og smitteopsporingen er svær. Jeg synes, vi skal starte nogle af de andre steder, hvor restriktionerne også generer os i hverdagen.

Radikale Venstre

- Man bliver nødt til at tage det i etaper. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Stinus Lindgren, sundhedsorfører

Mundbind: - Alle de her restriktioner skal udfases i de kommende måneder. Jeg ser, at mundbindene bliver fjernet løbende over de kommende måneder, ligesom den måde de blev indført. Jeg tror, at man bliver nødt til at tage det i etaper. Jeg kunne forestille mig, at detailhandlen var et af de første steder, man kunne fjerne det. Offentlig transport bliver nok stedet, hvor det sidst bliver fjernet. Men vi må høre, hvad Sundhedsstyrelsen siger.

Coronapas: - Aftalen er, at det ikke skal være i brug længere, når vi har fået vaccineret alle, som gerne vil. Sidste gang aftalte vi den her tillidsbaserede model i foreningslivet, og de erfaringer skal der samles op på. Hvis det er tilfældet, at det fungerer, så skal det bredes ud i samfundet. Men det ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Lukketider for barer og restauranter: - Lukketider skal vi kigge på, det er klart. Det skaber nogle problemer for resturanter, som kun kan have et hold gæster. Hvis man forlængede med en time eller to, så kunne de have et hold mere, og så kunne folk også få lov til at se fodboldkampen færdig. Og det tror jeg godt kunne lade sig gøre ret hurtigt.

Enhedslisten

Peder Hvelplund, sundhedsordfører

Mundbind: Det er en samlet pakke, som vi skal tage stilling til. Men vi skal kigge på mundbind i forhold til plejecentret og sundhedsvæsnet og så i detailhandlen. Det første sted, vi indførte mundbind, var i den kollektive trafik. Og det bliver nok også her det sidst bliver afskaffet, fordi der stadig er en gruppe af unge kronikere, der ikke er vaccineret endnu, og vi skal sikre, at de stadig kan transportere sig rundt. De steder, hvor man kan holde afstand, der ville man godt kunne komme hurtigt af med det.

Coronapas: - Vi har allerede erfaringer med, at man er gået over til 'kørekortsmodellen' i foreningsidrætten, og jeg synes det er oplagt at få den udvidet. Og måske også få udfaset coronapasset i nogle sektorer allerede nu. Det kunne for eksempel være inden for i fitnesscentre og på barer og restauranter.

Lukketider for barer og restauranter: - Det er klart, at man ikke kan gøre det hele. Men vi skal kigge på, om man kan gøre noget i forhold til restauranter. Diskotekter bliver nok noget af det, som bliver sværest at forsvare at åbne nu. Vi har lige set, hvordan det gik i Jomfru Ane Gade, og hensigten er, at vi ikke åbner noget for senere at lukke det ned igen.

Konservative

Per Larsen, sundhedsordfører

Mundbind: - Vi kan jo høre, at Søren Brostrøm er ude at sige, vi snart skal af med mundbindet. Det kan være en okay ide, men i den kollektive trafik, hvor man er tæt og er i lang tid, der synes jeg, det giver mening. Man skal trygt kunne sætte sig ind i toget. Men det er klart, når sundhedsmyndighederne siger, at vi godt kan lempe på det, så er vi selvfølglig med.

Coronapas: - Vi har i lang tid presset på for at få lavet en stikprøvemodel. For eksempel i fitnesscentrene må man lige nu hyre folk ind til at tjekke coronapasset. Jeg synes dog ikke, det er så vanskeligt på resturanter at tjekke coronapasset, slet ikke med den nye app. Så derfor kan man godt beholde coronpasset der.

Lukketider for barer og restauranter: - Det betyder meget for restauranterne at kunne holde længere åbent. Det giver ingen mening, at man på et bestemt klokkeslæt skal være mere smittemodtagelig. Hvis man sætter sig ind på en restaurant og har coronapas med, så må man gerne have åbent for min skyld. Restauranter og barer, hvor man sidder ned, er der ikke den store risiko ved. Nattelivet og diskoteker bliver vi selvfølgelig nødt til at kigge på.

Liberal Alliance

Tilbage til normale lukketider. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Henrik Dahl, sundhedsordfører

Mundbind: - Vi mener, at vi er på et tidspunkt nu, hvor mundbindet skal afskaffes. Gerne allerede på fredag.

Coronapas: - Generelt så mener vi, at det skal udfases. Men det kan give mening til begivenheder, hvor man er mere end 1.000 personer samlet. Det kan også være på sin plads at bruge, hvis man skal på restaurationer, der har åbent længere tid end til midnat.

Lukketider for barer og restauranter: - Vi mener, at vi skal tilbage til normale lukketider. Men vi kan godt se, at det som sagt giver mening, at man skal benytte et coronapas til steder, som har åbent efter midnat. Og man skal også have mulighed for at købe alkohol i butikker igen, efter klokken er slået 22.

Alternativet

Åbningstiderne kan udvides til 24.00, hvis sundhedsmyndighederne kan stå inde for det, lyder det fra Alternativet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Franciska Rosenkilde, politisk leder

Mundbind: - Alternativet vil afskaffe mundbind i butikker og på restauranter, hvis det kan foregå ansvarligt.

Coronapas: - Alternativet går ind for, at coronapasset udfases så hurtigt som muligt, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Lukketider for barer og restauranter: - Nattelivet er formentlig et af de sidste steder, der vil blive åbnet, men vi er meget bevidste om, at blandt andet de små erhvervsdrivende og de unge lider under begrænsningerne. Derfor vil vi udvide åbningstiderne til klokken 24 igen, hvis Sundhedsmyndighederne kan stå inde for det.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra Socialdemokratiet og Nye Borgerlige. Partiet var i sidste omgang ikke en del af genåbningsaftalen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk