Måling: Dansk Folkeparti taber terræn - S i medvind

Dansk Folkeparti går tilbage på landsplan, viser ny Epinion-måling.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl forklarer den landspolitiske tilbagegang med efterdønningerne af kommunalvalget, hvor DF tabte vælgere. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Efter at have fået en lussing af vælgerne ved kommunalvalget for nylig må Dansk Folkeparti nu også konstatere, at det går den forkerte vej på landsplan.

I en ny Epinion-måling lavet for DR Nyheder står regeringens støtteparti til en tilbagegang på 2,1 procentpoint - fra en tilslutning på 18,1 procent i oktober til 16 procent i november.

Ser man på resultatet fra folketingsvalget i 2015 er der tale om en markant reducering i støtten til Dansk Folkeparti. Her fik partiet 21,1 procent af stemmerne. Med den nye Epinion-måling skrælles otte mandater fra DF.

Selv i kølvandet på sagen om det mulige misbrug af EU-midler, hvor Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt er involveret, stod DF til et bedre resultat. En måling fra november 2016 viser en tilslutning på 16,6 procent.

Ifølge partiformand Kristian Thulesen Dahl ligger forklaringen i den omtale, der har været af Dansk Folkepartis præstation ved kommunalvalget.

- Det er naturligt, at der kommer en efterdønning efter et kommunalvalg, hvor hele omtalen er gået på, at Dansk Folkeparti har haft det svært. Så jeg ser det som en reaktionkommunalvalget.

- Det, der bliver afgørende, er, om det har en varig tendens eller om det er enkeltstående. Det ved vi først i løbet af de kommende måneder, siger Kristian Thulesen Dahl.

Bedste V-måling længe

Bevægelserne i målingen kommer efter en periode med relativ ro på den landspolitiske scene på Christiansborg, og det hæfter valgforsker Rune Subager fra Aarhus Universitet sig ved:

- Der er i virkeligheden ikke sket meget landspolitisk i den seneste tid. På Christiansborg har de ligget mere eller mindre underdrejet, og finansloven er sågar blevet udskudt, så der er ikke større landspolitiske begivenheder, der kan forklare de her bevægelser.

- Men man kan tale om, at en kommunal valgvind blæser ind på det landspolitiske niveau, så Dansk Folkepartis tilbagegang ved kommunalvalget smitter af, siger Rune Stubager.

Modsat Dansk Folkeparti går Socialdemokratiet frem i målingen og står nu til at få 28,1 procent af stemmerne - mod 26,6 procent i oktober.

Også Venstre kan konstatere, at der er medvind i sejlene for tiden. Det store regeringsparti får nu 20,1 procent af stemmerne, og det er første gang siden folketingsvalget i juni 2015, at V måles så højt.

Samlet set er der flertal til rød blok i målingen, der kan mønstre en tilslutning på 52,5 procent af stemmerne, mens blå blok får 47,5 procent.