Måling: Løkke får tæsk, men kan stadig tælle til 90

Blå blok fastholder solidt forspring i ny Epinion-måling trods Venstre-tilbagegang. DF er for første gang størst.

Venstre får markant vælgerlussing, men blå blok står på grund af fremgang til Dansk Folkeparti til 96 mandater i ny Epinion-måling. (© Scanpix)

På trods af et stort politisk stormvejr, står Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen stadig til at kunne danne regering, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Det viser en meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder.

Selvom Venstre får hug af vælgerne og går tilbage fra 24,0 procent af stemmerne i maj til 20,1 procent procent i den aktuelle måling, så står de blå partier fortsat til i alt 96 mandater mod 79 mandater til de røde partier.

Dansk Folkeparti er landets største parti

Det skyldes, at Dansk Folkeparti står til en markant fremgang på 3,7 procentpoint fra 20,1 procent i maj til 23,8 procent i dag.

Dermed er Dansk Folkeparti for første gang nogensinde i en meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder landets største parti.

Socialdemokraterne rykker sig ikke nævneværdigt og står til 21,4 procent. S er dermed næststørste parti. Venstre er med sine 20,1 procent det tredjestørste parti.

SF fortsætter fremgang

SF-formand Pia Olsen Dyhr kan i Epinion-målingen notere sig en fremgang på 1,6 procentpoint, og partiet står nu til 7,2 procent af stemmerne - to procentpoint under valgresultatet.

Der var også fremgang til SF i forrige måling, og partiet kunne for nylig fejre en lille sejr, da SF ved europaparlamentsvalget fik 11,0 procent af stemmerne og opnåede et enkelt mandat.

Konservative går frem fra 4,5 procent i maj til 5,8 procent i dag, mens Liberal Alliance ikke rykker sig markant og ligger på 5,4 procent.

R og EL går tilbage

Det går til gengæld tilbage for både Enhedslisten og Radikale, som henholdsvis taber 1,5 og 1,0 procentpoint.

Enhedslisten står nu til 8,7 procent, mens tallet for De Radikales vedkommende hedder 7,3 procent.

Meningsmålingen er lavet på baggrund af i alt 1.760 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover.

Den maksimale usikkerhed på de overordnede resultater er +/÷ 2,3 procentpoint.

Interviewene er gennemført i perioden fra d. 28/5 2014 til d. 1/6 2014.

Facebook
Twitter