Måling: Politikerne skal fokusere på arbejdsløshed og flygtninge i 2015

Mindre arbejdsløshed og færre asylansøgere scorer højt på listen over vælgernes foretrukne politiske mærkesager.

Arbejdsløshedskøen skal være mindre. Det bør være hovedprioriteten for regeringen i det kommende år, mener 21 procent af danskerne i en Epinion-måling for DR. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)

Regeringen bør i 2015 og de efterfølgende år - uanset om statsministeren hedder Thorning eller Løkke - have som sin helt klare prioritet at bekæmpe arbejdsløshed i Danmark.

Det mener hver femte i en meningsmåling foretaget af Epinion for DR. Professor og valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet peger på den sløve vækst i dansk økonomi som en forklaring.

- Diskussionen om arbejdspladser og økonomi har fyldt meget i en længere periode, og det går måske endnu ikke helt så godt, som mange havde håbet, siger Rune Stubager.

Forsker: Ikke nødvendigvis godt nyt for Socialdemokraterne

Arbejdsløshedstemaet ligger typisk i top, når analyseinstitutter spørger vælgere, hvad de foretrækker, at skiftende regeringer har som hovedprioritet.

Rune Stubager forklarer, at det tidligere har været til fordel for især Socialdemokraterne, at kampen mod arbejdsløshed står højt på vælgernes dagsorden. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet denne gang, lyder det.

- Det plejer at være sådan, at vælgerne har opfattelsen af, at en socialdemokratisk ledet regering er bedst til at bekæmpe arbejdsløsheden. Men det kan svinge noget, hvis der fx optræder arbejdsløshed under S-regeringen, som de har problemer med at bekæmpe. Det har de jo for nuværende, siger Rune Stubager.

- Derfor er det ikke nødvendigvis en sikker vindersag på samme måde, som hvis Socialdemokraterne havde været i opposition og kunne kritisere en borgerlig regering for ikke at gøre nok, siger han.

10 procent vil have fokus på færre flygtninge

På andenpladsen over de emner, som danskerne helst vil have regeringen til at fokusere på i 2015, kommer "at sikre et bedre sundhedsvæsen". Det svarer 15 procent af de i alt 1.030 adspurgte, som er blevet spurgt i perioden 28. november til 7. december.

Det er helt efter bogen, at sundhed ligger højt i den slags målinger, siger Rune Stubager, som opholder sig mere ved tredjepladsen på listen: 10 procent af de adspurgte peger på, at næste års topprioritet for regeringen bør være at "sikre færre flygtninge/asylansøgere".

Det er cirka en fordobling set i forhold til lignende Epinion-målinger i løbet af det seneste års tid. Rune Stubager forklarer det med tilstrømningen af asylansøgere fra især Syrien og Eritrea i 2014 og den efterfølgende politiske debat, flygtningestrømmen har medført herhjemme.

- Det skal samtidig kobles med, at det er noget regeringspartierne ikke nødvendigvis er enige om. Hele udlændingespørgsmålet er traditionelt et ømt punkt for Socialdemokraterne i den forstand, at en del af deres vælgere ikke nødvendigvis er interesseret i den linje, som de kan blive enige om med resten af partierne i rød blok, siger Rune Stubager.

Yderpartier drager fordel af udlændingedebat

Det er derfor heller ikke umiddelbart Socialdemokraterne, der står til at høste en vælgermæssig fortjeneste af det voksende ønske blandt vælgerne om at bremse antallet af flygtninge til Danmark fra politisk hold.

- Det vil normalt være partier med en skarp position på udlændingespørgsmålet, som har fordel af det. Typisk Dansk Folkeparti, men det kan også gavne den anden fløj med Enhedslisten, SF og Radikale, siger Rune Stubager.

- Radikale er dog lidt hæmmet af at være med i regering og derfor bundet op på en politik, som på nogle punkter indebærer en strammerlinje. Derfor er det formentlig ikke så nemt for Radikale at vinde stemmer på den dagsorden, som det har været i opposition, siger han.