'Langt fra hvid røg i sort tårn.' Sådan lyder den nok mest omdiskuterede danske twitter-besked til dato. Afsenderen var de Radikales leder, Margrethe Vestager, der refererede til de langvarige forhandlinger om regeringsgrundlaget.
I lidt over to uger var Socialdemokraterne, SF og de Radikale samlet omkring forhandlingsbordet, og da resultatet endelig lå klar, var det den "tweet'ende" radikale leder, der havde fået mest af sin politik igennem. Det mener et overvældende flertal af danskerne ifølge en ny Epinion-måling.
Stort parti, lille indflydelse
Hele 79 procent af de adspurgte i målingen mener, at de Radikale har haft størst indflydelse på regeringsgrundlaget. Rundspørgen kommer dog ikke nærmere ind på, hvilke områder i grundlaget Margrethe Vestager har fået igennem.
Socialdemokraterne har status som største regeringsparti, men alligevel er det kun 11 procent af de adspurgte der mener, at Helle Thorning og co. har sat flest aftryk på regeringsgrundlaget.
Kun to procent mener, at det er SF der har haft størst indflydelse på regeringsgrundlaget.
875 er blevet spurgt i Epinions meningsmåling.