Måling: Rød blok fastholder forspring

Socialdemokratiet går tilbage, SF går frem, og partierne i blå blok bevæger sig ikke trods en kaotisk periode.

S-formand Mette Frederiksen kan trods partiets tilbagegang konstatere, at rød blok fortsat ligger foran statsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af blå blok i den seneste Epinion-måling. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er fortsat status quo i dansk politik trods en periode med stort politisk drama om skatteforhandlinger, udlændingepolitik og finanslov.

I den første meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder, siden regeringen og ikke mindst Liberal Alliance måtte opgive ambitionen om en stor skattereform, står de to blokke i dansk politik til præcis samme andel af stemmerne, som de gjorde i den seneste måling foretaget i december.

Rød blok kan dermed stadig mønstre et flertal på 52,7 procent svarende til 92 mandater mod blå bloks 47,3 procent og 83 mandater.

Ingen af de fire partier i blå blok bevæger sig i denne måling udenfor den statistiske usikkerhed. Se hele målingen i bunden af artiklen.

Mette Frederiksen har kurs mod Statsministeriet

DR Nyheders politiske analytiker Jens Ringberg vurderer, at ballade på Borgen ikke nødvendigvis fylder så meget i vælgerhavet.

- Den nye måling viser, at nok så store dramaer og bølgeskvulp på Christiansborg ikke automatisk flytter rundt på store vælgergrupper. Vælgerne reagerer med stor forsinkelse – eller slet ikke, fordi de lægger vægt på mange andre ting, siger Jens Ringberg.

- Det vigtigste, der kan aflæses i målingen, er derfor, at de to blokke har fuldstændig uændret styrke over for hinanden. Mette Frederiksen har kurs mod Statsministeriet, siger han.

Der er tre partier, der i denne måling rykker sig signifikant – hvilket vil sige uden for den statistiske usikkerhed.

SF større end LA og Å

Socialdemokratiet går i forhold til den seneste måling 2,8 procentpoint tilbage og står nu til 28,3 procent af stemmerne, hvilket svarer til en tilbagegang på fem mandater. Partiet ligger dog fortsat et stykke over valgresultatet i 2015 på 26,3 procent.

SF går til gengæld frem og ligger nu til 5,8 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på to mandater i forhold til den seneste måling. SF fik syv mandater ved folketingsvalget.

- Socialdemokratiet går ganske vist målbart tilbage, men det opvejes af fremgang til SF, Radikale og Enhedslisten. SF’s fremgang er mest bemærkelsesværdig, og partiet ville få flere mandater end både Alternativet og LA, hvis der var valg nu, siger politisk analytiker Jens Ringberg.

Det sidste parti, der bevæger sig signifikant, er det ene af de to partier, som i dag ikke har plads i Folketinget.

Nye Borgerlige går i forhold til den seneste måling 1,1 procentpoint tilbage og står aktuelt til at få 2,2 procent af stemmerne. Partiet holder sig dermed lige akkurat over spærregrænsen og står til fire mandater.

Facebook
Twitter