Måling: Stort ja ved næste EU-afstemning

63 procent af de spurgte sagde ja til tilvalgsordning på retsområdet, da Epinion spurgte dem.

Det tegner til et solidt ja-flertal, når politikerne senest i foråret 2016 igen kalder danskerne til en EU-folkeafstemning. Denne gang om at erstatte det danske EU-forbehold med en tilvalgsordning. (© AP Graphics)

Det tegner til et solidt ja-flertal, når politikerne senest i foråret 2016 igen kalder danskerne til en EU-folkeafstemning. Denne gang om at erstatte det danske EU-forbehold med en tilvalgsordning.

Sådan er i hvert tilfældet signalet i en måling gennemført af Epinion for DR Nyheder.

Hovedtallene er således: 63 procent siger ja. 14 procent siger nej. Og så har 23 procent ikke taget stilling endnu.

Mænd og ældre mest positive

Et spadestik dybere viser tallene, at mændene er mere positive over for tilvalgsordningen end kvinder. De ældre siger mere ja end de yngre. Og så er københavnerne lidt mere skeptiske end folk i resten af landet.

Socialdemokraternes europaordfører, Morten Bødskov, glæder sig over målingen. Han siger, at et ja vil sikre, at Danmark kan blive ved med at være fuldt medlem af politisamarbejdet i Europol:

- Retsforbeholdet glæder kun én gruppe, nemlig de kriminelle, siger Morten Bødskov.

Senest i starten af 2016

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår der skal være folkeafstemning om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning - men det skal senest være i første kvartal af 2016. Det har regeringspartierne aftalt med Venstre, de Konservative og SF.

Der er samtidig aftalt en udredning af, hvilke områder Danmark skal holde sig uden for. På forhånd ligger det klart, at udlændingepolitikken fortsat skal besluttes i Danmark.

Liberal Alliance, DF og Enhedslisten anbefaler et nej ved den kommende folkeafstemning. De mener, at Danmark fortsat kan spille en fuld rolle i Europol, selv om vi fastholder retsforbeholdet.

----

Epinion stillede følgende spørgsmål til 1.023 vælgere:

Et flertal i Folketinget vil have en folkeafstemning om det danske EU-forbehold på retsområdet for at omdanne forbeholdet til en såkaldt tilvalgsordning. En tilvalgsordning vil betyde, at Danmark selv kan vælge, hvilke europæiske samarbejder man vil deltage i, og hvilke man ønsker at stå uden for på det retlige område.

Det vil eksempelvis betyde, at Danmark kan vælge at deltage i det europæiske politisamarbejde, Europol, men at stå uden for de fælles beslutninger omkring eksempelvis udlændingepolitikken. Støtter du en sådan ændring af retsforbeholdet?

Facebook
Twitter