Måling viser markant flertal til oppositionen: DF går tilbage

V og S peger på sundhedsreformen som henholdsvis kuren og årsagen.

Hvis der var valg i morgen, ville Mette Frederiksen (S) blive statsminister med et stort flertal, viser ny måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder.

Året begynder med gode nyheder til rød blok.

En meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder viser, at oppositionspartierne står til at få et markant flertal ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest til sommer.

Ifølge meningsmålingen står de til at kapre hele 54,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen, mens blå blok må nøjes med 45,8 procent af stemmerne. Det er inklusive Nye Borgerlige, som i målingen står til 2,8 procent af stemmerne og dermed fem mandater i Folketinget.

Målingen viser også, at Socialdemokratiet står til at få 49 mandater - to mere end ved seneste folketingsvalg og ét mere end seneste meningsmåling viste. Opbakningen glæder naturligvis partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, der forklarer det med, at regeringens sundhedsudspil flytter mange vælgere.

- Jeg tror, der er rigtig mange, som er bekymret for den centralisering, at man flytter beslutningerne væk fra det lokale, der hvor man ved, hvor skoen trykker, og så ind helt centralt i et bestyrelseslokale, siger han.

I Venstre, som oplever en lille fremgang fra seneste måling i december, men tilbagegang i forhold til folketingsvalget i 2015, peger politisk ordfører Britt Bager også på sundhedsudspillet som afgørende. Hun mener derimod, at det kan være med til at sende fordelen tilbage til blå blok.

- Vi har snuden i sporet, og vi arbejder på hele tiden at skabe en bedre hverdag for danskerne. Det er også derfor, at vi har spillet ud med en sundhedsreform, en visionær og ambitiøs plan for, hvordan sundhedsvæsenet skal se ud i fremtiden, og det vil vi fortsætte med frem til valgdatoen, og så har jeg en tro på, at danskerne vil belønne os, når vi kommer dertil.

S behøver ikke Alternativets mandater

Havde denne måling været et valgresultat, kunne Mette Frederiksen endda kalde sig statsminister helt uden at medregne mandaterne fra Alternativet, som har tænkt sig at pege på egen formand som statsminister.

Uffe Elbæks parti står til at få 4,1 procent af stemmerne eller syv mandater. En tilbagegang fra sidste valgresultat, hvor partiet fik 4,8 procent af stemmerne og ni mandater. Alt dette ligger dog inden for den statistiske usikkerhed.

- Det er jo rigtig dejligt, at den her måling viser, at der er rigtig mange, som støtter op om Socialdemokratiet og en ny kurs for Danmark, og når stemmerne så er talt op, så må vi se, og der håber jeg, at så mange partier som overhovedet muligt – herunder Alternativet – vil pege på Mette, fordi det er det, som vil være bedst for Danmark, siger Nicolai Wammen.

SF går frem og står til 12 mandater, mod syv ved seneste folketingsvalg, mens Liberal Alliance bevæger sig i den modsatte retning med otte mandater mod de 13, som partiet fik ved seneste valg. Se flere resultater på DR's meningsmålingssite.

DF vil kendes som et kedeligt parti

Målingen er også dårligt nyt for regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

Partiet står til at få 16,6 procent af stemmerne, hvilket svarer til 29 mandater. Det er en tilbagegang fra både seneste folketingsvalg i 2015 og den seneste måling fra december, der lå på henholdsvis 21,1 og 19,1 procent af stemmerne.

Var der valg i dag, skulle partiet derfor vinke farvel til otte af de 37 mandater, som det fik ved seneste folketingsvalg, ifølge målingen fra Epinion.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl undrer sig over målingen, men tager nedgangen med ro. Han hæfter sig ved, at Dansk Folkeparti i gennemsnit scorer omkring 18 procent af stemmerne i målingerne.

- Og hvis det er det niveau, som vi rent faktisk ligger på, så er vi tilfredse med det, siger han.

Derfor har partiformanden heller ingen planer om at udstikke en ny kurs, der kan lokke vælgerne tilbage i folden.

- Det her med at lade sig påvirke af målinger og pludselig opfinde nye politiske tiltag, det ligger ikke til Dansk Folkeparti. Tværtimod skal folk kende os for at være et af de kedelige partier i landet, som over tid mener det samme. Det kan man regne med, at vi gør både før og efter et valg, og det er den måde, som vi skal arbejde på.