Manu Sareen kalder S-politiker for 'bordelmutter'

Manu Sareen (R) har opkaldt en figur i sin børnebog efter en tidligere kollega.

(© DR)

Socialdemokraten Sofie K. Led er blevet en karakter i en børnebog.

Af forfatteren Manu Sareen, bedre kendt som kirke- og ligestillingsminister.

I bogen 'Iqbal Farooq på Bornholm' optræder karakteren Sofia K. Led, som Manu Sareen tidligere har arbejdet sammen med i borgerrepræsentationen i København.

Med tyk satire bruger Manu Sareen Sofia-karakteren i børnebogen, hvor hun indgår i den lidet eftertragtede rolle som bordelmutter og lånehaj.

Det skriver ekstrabladet.dk.

Sofia K. Led på Istedgade

S-politiker Sofie K. Led siger til eb.dk, at hun ikke forstår, hvorfor Manu Sareen næsten bruger hendes navn til en karakter.

- Man kan undre sig over, hvorfor en person som Manu har et behov for at gøre den slags og nedgøre andre mennesker på den måde, siger Sofie K. Led, der i dag er medlem af Børne- og Undgomsudvalget.

I bogen skriver Manu Sareen blandt andet:

'Og så spurtede jeg ned til Sofia K. Led på Istedgade og lånte lige 10 kilo. I ved, hende den syge polske lånehaj og bordelmutter. Der lød et klask fra far, der tog sig til hovedet. – Åh, nej, ikke Sofia Kastanjehjerne Led! Hun blev jo dømt for ulovligheder sammen med Anni Pølseby sidste år. Ifølge aviserne skulle hun være Djævlen selv. Jeg vil ikke høre mere, Rafig. Far holdt sig for ørerne.'

Minister vil ikke såre nogen

Det er ikke første gang, at Manu Sareen (R) gør sig bemærket med sine børnebøger. Tidligere har ministeren fået kritik for at være tyskerfjendsk og for at glemme at sende et støttebeløb til indiske børn, som en af hans bøger skulle indbringe.

Selv siger Manu Sareen, at det blot handler om satire.

- Mine børnebøger er satire, og de er skrevet op af en lang tradition i Danmark for at lave satiriske børnebøger. Jeg laver sjov med alt og alle, for eksempel indere, politikere, tyskere og journalister. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at såre nogen.

Det skriver han i en mail til eb.dk.

Facebook
Twitter