Marie Krarup: Ingen ideologisk forskel mellem Rusland og Vesten

Ifølge Dansk Folkepartis forsvarsordfører skal vi stoppe med at tegne et fjendebillede af Rusland

Med Donald Trumps valgsejr i USA frygter mange, at supermagten vil give andre lande med stormagtsambitioner, som blandt andet Rusland, større spillerum. Der er imidlertid ingen grund til at male fanden på væggen, lyder det nu fra Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

- Der er ikke nogen grund til den her konflikt, som er kørt op i helt hysteriske højder lige nu. Der er ikke en grundlæggende ideologisk forskel mellem Rusland og Europa og USA, sådan som der var, da det var Sovjetunionen, siger Krarup torsdag i Debatten på DR2.

Hun anser det for helt naturligt, at Rusland håndhæver egne interesser.

- De har nationale interesser, det har vi jo også. Når man er forskellige lande med forskellige nationale interesser, så taler man sammen og prøver at komme til rette med hinanden, men man skal ikke portrættere hinanden som fjender for altid. Det var vi med Sovjetunionen, for Sovjet havde en farlig ideologi, som de ønskede at eksportere til os med vold og magt, men sådan som Rusland er i dag, er de bare en stormagt med interesser, siger hun.

Rusland ligeglade med mennesker

Det er medlem af Folketingets Udenrigs- og Forsvarsudvalg for regeringspartiet Venstre Marcus Knuth lodret uenig i.

- Der er en enorm ideologisk forskel. Den måde, Rusland reagerer på udenrigspolitisk, er som et skakbræt. De går ind i alle de randstater, hvor vi har interesser – Georgien, Ukraine, Moldova, Hviderusland, med vold og magt, og de er egentlig ret ligeglade med de mennesker, der er der. Det handler ene og alene om magt for dem. Vi har nogle frihedsidealer, nogle humanitære idealer, som de er fuldstændigt ligeglade med, siger Marcus Knuth.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard stiller spørgsmålet: Ved vi, hvad vi får med Donald Trump?

Facebook
Twitter