Markant profil melder sig ud af Alternativet

René Gade har meldt sig ud af Alternativet. Han afviser ikke at gøre comeback i politik senere.

René Gade blev gruppeformand for Alternativets gruppe i Folketinget i 2017. (Foto: © Thomas lekfeldt, Scanpix)

Den tidligere gruppeformand for Alternativets folketingsgruppe René Gade har meldt sig ud af partiet. Det gjorde han umiddelbart efter valget i juni, oplyser han over for Ritzau tirsdag.

- For mig er det helt naturligt, at når jeg er i Alternativet og i et job, søger jeg indflydelse, magt og ansvar. Derfor ville jeg have meget svært ved at sidde og være menigt medlem af partiet, siger han.

René Gade var blandt partiets første medlemmer i Folketinget efter valget i 2015.

Han blev gruppeformand for partiets gruppe i Folketinget i 2017, da partiet lavede en udskiftning på nogle af de øverste poster i partiet.

Her blev to af partiets oprindelige frontfigurer Rasmus Nordqvist og Josephine Fock udskiftet på posterne som politisk ordfører og gruppeformand til fordel for henholdsvis Carolina Magdalene Maier og René Gade.

Lidt over et år senere trådte René Gade tilbage som gruppeformand, og han valgte også at undlade at genopstille ved valget til Folketinget i juni.

- Efter halvandet år herinde sagde jeg højt, at jeg ikke genopstillede, siger han.

Vil fokusere på virksomhed

Han forlod posten som gruppeformand for, at andre, der genopstillede, kunne lede partiet frem mod det valg, som René Gade troede ville komme til foråret.

Han ønsker ikke at blive kommentator på Alternativets beslutninger fremover.

- Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil mene noget om Alternativets politik fremadrettet, siger han.

I første omgang vil René Gade dedikere sig sin nystartede virksomhed.

Han afviser at være blevet skræmt væk fra politik. Og han afviser ikke, at han på et tidspunkt vender tilbage til politik - måske endda hos Alternativet.

Spørgsmål: Kunne du forestille dig at stille op for et andet parti?

- Det har jeg ikke gjort mig nogle tanker om. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke kunne forestille mig at være politisk aktiv, før Alternativet kom til, svarer René Gade.

- Heldigvis har vi mange begavet partier i Danmark. Jeg har tidligere sagt, at jeg kunne stemme på tre-fire partier.

/ritzau/