Martin Henriksen om Sass-angreb på konventioner: 'Jeg får ondt i hovedet'

Når S ikke følger op på det, de siger, så snyder de vælgerne, lyder det fra DF-ordfører.

- Jeg får ondt i hovedet af socialdemokrater og Venstre-folk, som melder ting ud, som de så bakker på efterfølgende, siger Martin Henriksen (DF). (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

De snyder vælgerne og skaber politikerlede.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, efter at det nu står klart, at Socialdemokratiets politik ikke er at rode Danmark ud af de internationale konventioner.

Det sagde topfigur og S-gruppeformand Henrik Sass Larsen ellers i TV2 News-programmet Pind & Sass i går aftes.

- Problemet er jo, at det her ikke er Socialdemokratiets linje, og problemet er, at hvis man har en gruppeformand, som har en vigtig position i partiet, der melder noget ud, så må man kunne regne med, at partiet mener det.

- Jeg får ondt i hovedet af socialdemokrater og Venstre-folk, som melder ting ud, som de så bakker på efterfølgende. Det er efterhånden en tradition, at det er sådan, man gør. Når de ikke følger op på det, så skaber det dybest set politikerlede, siger Martin Henriksen.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, siger, at Henrik Sass Larsens melding i TV-programmet bare skal opfattes som "en frisk bemærkning". Det er partiets officielle politik at stå vagt om de internationale konventioner, lyder det.

DF: Meld os ud

Ifølge Martin Henriksen taler Socialdemokratiet med to tunger, når det handler om de internationale konventioner.

- Jeg har været ordfører på adskillige forslag, som blandt andet handler om at være kritisk over for eller lægge afstand til menneskerettighedskonventionen, og Socialdemokratiet stemmer altid imod.

- Og i forhandlinger siger ordførere fra Socialdemokratiet altid, at deres røde linje er konventionerne, så jeg tager det som udtryk for, at partiet taler med to tunger. På de indre linjer står de vagt om konventionerne, mens de udadtil forsøger at give befolkningen et indtryk af, at de tager deres bekymringer alvorligt, siger Martin Henriksen.

Han understreger, at Dansk Folkepartis egen politik er, at hvis der kan samles flertal for det i Folketinget, så skal Danmark forlade de internationale konventioner, selv om det kan betyde, at vi dermed også må forlade EU og Europarådet.

- Hvis der var flertal for det, så vil Dansk Folkeparti gerne melde os ud af menneskerettighedskonventionen. Men vi har sagt, at så længe, der er et massivt flertal i Folketinget for at være med, så prøver vi at få de andre partier med på at fortolke konventionen til Danmarks fordel, siger Martin Henriksen.

DF: Ministerium tegner skræmmebillede

Han anerkender, at det kan få nogle konsekvenser for Danmark, men giver ikke meget for, at Justitsministeriet har vurderet, at vi ryger ud af EU.

- Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Det kan ende på alle mulige andre måder. De forsøger at tegne et skræmmebillede, siger Martin Henriksen.

Presset på de internationale konventioner er øget markant de seneste år - herhjemme skyldes det primært, at flere og flere politikere mener, at de eksempelvis blokerer for, at Danmark kan sende kriminelle flygtninge og indvandrere ud af landet.

Særligt sagen om Gimi Levakovic, der har fået over 20 domme i Danmark, har skabt røre. Højesteret afgjorde, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis han blev udvist, blandt andet fordi han har familie i Danmark.

Regeringen satte sidste år et arbejde i gang med at ændre på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af menneskerettighedskonvention.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med både Henrik Sass Larsen og S-formand Mette Frederiksen.

Facebook
Twitter