Martin Henriksen stiller op som formand i Dansk Folkeparti: 'Vi skal tilbage til det, der historisk har virket for Dansk Folkeparti'

Endnu en kandidat har meldt sig på banen til formandsposten i Dansk Folkeparti, og han vil ikke trække sig, hvis Inger Støjberg skulle melde sit kandidatur.

Tidligere folketingsmedlem i Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, stiller op som formand i partiet. (Foto: ASGER LADEFOGED © Ritzau Scanpix)

Dansk Folkeparti skal have en ny formand, og ifølge Martin Henriksen (DF) peger pilen i én retning. Mod ham selv.

- Jeg har fulgt diskussionen tæt i Dansk Folkeparti i forhold til, hvilken retning partiet skal tage, og derfor har jeg taget den beslutning, at jeg stiller op som formandskandidat, siger Martin Henriksen til DR Nyheder.

Det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti mener, at partiet skal gå tilbage til nogle af de mærkesager, der historisk set har virket for dem, hvis han bliver valgt som formand på partiets ekstraordinære årsmøde 23. januar.

Det sker, efter partiets nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, valgte at forlade posten efter et dårligt resultat ved kommunalvalget.

- Der skal være plads til fornyelse og talentudvikling, men jeg synes også, det er på tide, at vi skal være ærlige omkring de ting, der historisk har virket for Dansk Folkeparti.

Henriksen fremhæver især ældre- og socialområdet samt en stram udlændingepolitik.

- Da jeg sad i Folketinget, havde jeg ansvaret for at forhandle mange udlændingestramninger på plads. Jeg har også forhandlet ting på plads inden for ældreområdet og socialområdet, så de kerneområder, der historisk har været Dansk Folkepartis, har jeg næsten leveret resultater på, og det vil jeg kunne gøre i endnu højere grad fremadrettet.

Udover Dansk Folkepartis historiske kerneområder vil den nye formandskandidat også indføre en mere konsekvent ledelsesstil.

- Igennem et stykke tid har der været forskellige sager, der ikke har været så heldige. Jeg tror, at grunden til de har vokset sig store er, at man ikke har grebet ind.

Sidder ikke i Folketinget

Selvom Martin Henriksen ikke har en stol i Folketingssalen, mener han sagtens, det kan fungere med ham som formand.

- Det er rigtigt nok, at jeg ikke sidder i Folketinget, men det kunne måske også være meget sundt, at der både kommer en, som har parlamentarisk erfaring, men som også kommer udefra, siger han.

Martin Henriksen sidder i øjeblikket som byrådsmedlem for partiet på Stevns. Hvis han vinder formandsopgøret, planlægger han at være tilstede i folketingsgruppen.

- Hvis det er, at jeg bliver formand, så er det klart, man skal være tilstede der, hvor tingene sker, og det betyder, at jeg også vil være tilstede i folketingsgruppen. Jeg vil træffe beslutningerne, og udstikke hvilken retningen partiet skal bevæge sig i.

Martin Henriksen var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti indtil 2019, hvor partiet havde et historisk dårligt valg. (Foto: ASGER LADEFOGED © Ritzau Scanpix)

Martin Henriksen har også tidligere vist sig at være en decideret stemmersluger. Ved valget til hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti i september fik Henriksen med 272 stemmer flest stemmer.

Ifølge DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, skal man dog passe på med at overfortolke den afstemning.

- Men den viste selvfølgelig, at der er en klangbund for Martin Henriksens pointe om, at man er kommet alt for langt ind i det gode selskab i Dansk Folkeparti, siger Ringberg.

Morten Messerschmidt er en modkandidat

En af de mest fremtrædende formandskandidater er partiets nuværende næstformand Morten Messerschmidt.

Messerschmidt teamer op med partiets medlem i Europa-parlamentet, Peter Kofod, og håber, de to som henholdsvis formand og næstformand kan være med til at sætte en ny retning for partiet, såfremt han vinder formandsvalget.

Morten Messerschmidt, nuværende næstformand i DF, Dansk Folkeparti, stiller op til formandsposten sammen med Peter Kofod, nuværende Europaparlamentsmedlem. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Martin Henriksen anerkender, at det bliver en hård kamp, men mener han har en chance mod Messerschmidt.

- Der er forskellige stilarter, vi er forskellige personligheder. Morten har nogle åbenlyse kvaliteter, og så håber jeg, at jeg kan overbevise folk om, at jeg også har nogle kvaliteter, som er værd at satse på.

Morten Messerschmidt afventer i øjeblikket, at retssagen imod ham for dokumentfalsk og svindel med EU-midler skal igennem landsretten, og med sit formandskandidatur slår han fast at skulle udfaldet af ankesagen gøre, at han ikke kan fortsætte som formand for partiet, så tager Peter Kofod over.

Martin Henriksen har tidligere været ude med riven, når det galt Morten Messerschmidts formandskandidatur og den eventuelle formandsduo.

- Jeg har det sådan, at hvis man lægger et bud på en løsning frem for medlemmerne til et ekstraordinært årsmøde, så skal man sørge for, at den løsning er en løsning, der kan gennemføres, sagde han til DR Nyheder i slutningen af november.

Trækker ikke sit kandidatur for Støjberg

Modsat sin modkandidat vil Henriksen dog ikke trække sit kandidatur tilbage, hvis tidligere medlem af Venstre og forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, kunne være interesseret i at melde sig ind i partiet og stille op som formand.

- Hvis man stiller op som formand, så gør man det, fordi man siger, at man tror på, at man selv er den, der kan løfte tingene og bringe dem videre til et nyt og fornuftigt niveau, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- Hvis Inger Støjberg melder sig ind i Dansk Folkeparti og stiller op som formand, så har vi en ny situation, men ikke desto mindre er mit udgangspunkt, at uanset hvem der stiller op, så agter at stille op.

Flere medlemmer i DF-toppen har opfordret Inger Støjberg til at stille op som formand i Dansk Folkeparti. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Inger Støjberg er blevet opfordret til at stille op fra flere i toppen af Dansk Folkeparti, men hun har ikke udtalt, hvorvidt hun er interesseret i posten.

Støjbergs navn har prydet flere avisforsider i løbet af ugen, da hun mandag blev kendt skyldig i Rigsretten i sagen om den ulovlige instruks. Hun blev straffet med 60 dages ubetinget fængsel.

Et flertal i Folketinget står ligeledes parat til at erklære hende uværdig som medlem af Folketinget efter dommen.

Andre kandidater har meldt sig på banen

Udover formandsduoen bestående af Morten Messerschmidt og Peter Kofod har to kandidater i baglandet også meldt sig på banen.

Tidligere folketingsmedlem og nuværende hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen er en af dem.

Merete Dea Larsen er en de fire DF'ere, der stiller op som formand til partiets ekstraordinære landsmøde 23. januar 2022. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Merete Dea Larsen ser det som sin vigtigste opgave at samle partiet efter flere års magtkampe, hvis hun slår de andre formandskandidater.

- Fordi jeg ikke har været en del af de fløjkrige, der har været. Jeg har været lidt ude på bænken og passe mit her i Roskilde. Der er ikke nogen, jeg er sur på - jeg kan godt med alle, sagde Merete Dea Larsen til Berlingske.

I sidste uge meldte en nordjysk kandidat sig også på banen. Erik Høgh-Sørensen har tidligere været medlem af både Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og regionsrådet i Nordjylland, men fik ikke nok stemmer til at fortsætte dér. Nu er han medlem af byrådet i Hjørring.

Den nordjyske DF'er mener, han kan bidrage med noget andet, end sine modstandere sig i formandsopgøret.

- Jeg kommer med en baggrund i erhvervslivet og en international baggrund, som er anderledes end det, jeg vil betegne som en Christiansborg-osteklokke, siger Erik Høgh-Sørensen til Nordjyske.

Man kunne fristes til at spørge om Henriksen som den fjerde kandidat til formandsposten risikerer at splitte partiet. Til det har Jens Ringberg også et svar.

- Et parti med fire formandskandidater er jo i forvejen splittet, og det man så kan håbe på i Dansk Folkeparti er, at når der kommer en afklaring, så er luften renset. Men det er langt fra altid, det går sådan.

Hvem der bliver formand for Dansk Folkeparti afgøres efter partiets ekstraordinære landsmøde, der finder sted 23. januar.

Med Henriksen er der foreløbig fire kandidater til formandsvalget. Fristen for at melde et kandidatur er 7. januar.

FacebookTwitter