Medie: Regeringen dropper lavere arveafgift

DF stopper lavere arveafgift i finansloven, lyder det fra Liberal Alliance.

Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, siger at arveafgiften ikke sænkes i regeringens finanslovforslag alligevel. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Regeringen vil ikke sænke arveafgiften i næste års finanslov, der præsenteres torsdag.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, har klart sagt til regeringen, at DF ikke vil være med.

Det oplyser Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, til dagbladet Børsen.

- Vi har i forbindelse med finansloven fået et meget klart signal fra DF om, at der ikke vil blive taget godt imod det, hvis regeringen spiller ud på noget med arveafgiften, siger Joachim B. Olsen.

Det har ellers været en ønske fra Liberal Alliance og De Konservative at lette arveafgiften i finansloven. Finansminister Kristian Jensen (V) vil også gerne lempe afgiften.

Tydelig ærgelse

Joachim B. Olsen skjuler ikke sin ærgrelse over forløbet. I foråret beskrev flere medier, at en samlet blå blok åbnede for et opgør med afgiften.

De Konservatives finansordfører Anders Johansson ærgrer sig også.

- Vi er hamrende ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at få det til at blive en del af finansloven, siger Anders Johansson.

- Men det har ikke været muligt. Vi har måttet lytte til de politiske signaler, der er blevet sendt fra vores støtteparti Dansk Folkeparti.

I dag er bo- og gaveafgiften - kaldet arveafgiften - 15 procent for private. I 2016 aftalte regeringen og DF at sænke arveafgiften for virksomheder til fem procent i 2020. Regeringen ville fjerne afgiften for virksomheder i 2025.

/ritzau/

Facebook
Twitter