Medlem af Irak-kommissionen: Der kan være noget at komme efter

Der kan være noget at komme efter, når et flertal i Folketinget nu tvinger regeringen at lægge omstridte dokumenter frem, siger et tidligere medlem af Irak- og Afghanistan-kommissionen.

Regeringen bliver bragt i mindretal om de omstridte dokumenter fra den nu nedlagte Irak-kommission. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Der kan dukke flere interessante ting op, når et flertal i Folketinget nu tvinger regeringen til at lægge de omstridte dokumenter frem, som tidligere stod til rådighed for Irak- og Afghanistan-kommissionen, der blev lukket af regeringen i sommer.

Det siger Jørgen Albæk Jensen, der tidligere var medlem af kommissionen og er juraprofessor ved Aarhus Universitet, til DR Nyheder.

- Jeg tror, man vil se, at der er ting, der er interessante i det, der ser ud til at blive lagt frem nu, siger han.

Da Irak- og Afghanistan-kommissionen blev lukket, havde kommissionen fundet frem til flere centrale spørgsmål, som de skulle afhøre flere tidligere prominente medlemmer af VK-regering om – herunder daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

- Men vi kom jo heller ikke så langt, at vi med sikkerhed vidste, hvad alle dokumenterne indeholdt, men det er bestemt umagen værd at lade nogen kigge på dem. Vores konklusion var jo ikke nået. Måske var der noget at kritisere, men det kan også sagtens være, at vores konklusion vil blive, at der ikke var noget at kritisere. Men det fandt vi aldrig ud af, fordi vi blev lukket, siger Jørgen Albæk Jensen.

Professor: Ikke belyst til bunds

Regeringen lukkede Irak- og Afghanistan-kommissionen med det argument, at der ikke var grund til at undersøge krigene nærmere.

- Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen, stod der eksempelvis i regeringsgrundlaget.

Men det argument underkender Jørgen Albæk Jensen, der altså har haft adgang til samtlige dokumenter.

- Den er ikke belyst til bunds. Der var ting, der trængte til at blive belyst yderligere. Det var jo det, vi lagde op til gennem de afhøringer, vi lagde op til, inden vi blev lukket, siger han.

Venstre og Dansk Folkeparti er ifølge DRs oplysninger de eneste af Folketingets partier, der ikke vil være med til at offentliggøre op mod 100.000 dokumenter og det arbejde, som kommissionen nåede at gennemføre.

Liberal Alliance stiller et beslutningsforslag frem i januar om at offentliggøre det hele.

Facebook
Twitter