Medlem af Moderaterne trækker sig efter flere kritiske avisartikler

Det blev en kort omgang i Folketinget for Kristian Klarskov, der beskyldes for at pynte på sin iværksætterbaggrund.

Kristian Klarskov, nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne, har allerede valgt at stoppe i Folketinget. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Blot en uge efter at han skrev under på GrundlovenChristiansborg, forlader Moderaternes folketingsmedlem Kristian Klarskov sin plads.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at flere medier har beskrevet, at han ikke var den succesfulde iværksætter, som han blev beskrevet som af partiet.

- Kristian Klarskov finder beskrivelserne af hans person urimelige og som en hindring for hans parlamentariske arbejde. Af hensyn til familien ønsker Kristian Klarskov at nedlægge sit hverv som folketingsmedlem, skriver Moderaterne.

DR har forsøgt at få en kommentar fra Kristian Klarskov, men uden held. Han bekræfter dog selv på Facebook, at han dags dato nedlægger sit mandat.

- Den seneste tids omtale i medierne har i mine øjne været urimelig og ville med garanti have været en hindring for mit arbejde i Folketinget. Både min familie og jeg har lidt under dette, og jeg har kunnet mærke, at det gik ud over mit helbred, skriver han blandt andet.

Beskyldes for at pynte på sin egen historie

Sagen er blandt andet blevet beskrevet i Jyllands-Posten. På cv'et var der ifølge avisen "fine titler", og på Instagram levede han et liv i luksus. Men han indrømmede også over for avisen, at han ikke kunne nævne én eneste succesfuld virksomhed, som han har startet. Det skete i et interview i tirsdags.

Blandt andet har avisen afsløret, at tøjvirksomheden Wakk Ultrawear, som Klarskov har været direktør for, ikke har haft nogen aktivitet siden 2018.

Her fortalte han, at han ikke havde tjent penge på sine forretninger de seneste ti år og i stedet har levet af sin kones penge.

Desuden har han før tiden i tøjvirksomheden drevet mediefirmaet 1st Media Bank International. Virksomheden har ifølge Jyllands-Posten ét regnskab, der både viser negativt resultat og egenkapital.

Kristian Klarskov skriver her under på en erklæring om, at han vil overholde Grundloven. Det skete onsdag 16. november. Kristian Klarskov var opstillet i Nordjyllands Storkreds. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

- Når man er iværksætter og forsøger at opstarte en masse ting, så må jeg bare sige, at det går op, og det går ned. Jeg har haft nogle, der er gået ned. Men jeg har ikke brudt loven på nogen måde, sagde Klarskov til Jyllands-Posten.

Gruppeformand: Tak for stort arbejde

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, har ikke meget af sige, efter Kristian Klarskovs exit.

- Det må vi jo tage til efterretning, at Kristian Klarskov har valgt at trække sig. Det respekterer vi fuldt ud, og jeg vil også gerne sige tak til ham for det store arbejde, han har leveret indtil nu, siger han til DR.

Efter historien fra Jyllands-Posten skrev Politiken, at Moderaterne allerede i løbet af valgkampen blev advaret om, at Kristian Klarskovs iværksætterbaggrund ikke var så succesfuld, som Moderaterne beskrev den.

Ifølge avisen havde partiets bestyrelsesmedlem i Nordjyllands Storkreds Eva Lund Eriksen i en mail beskrevet sin undren over fremstillingen. Det skete på baggrund af et kundemøde, hun havde haft.

Her fik hun ifølge Politiken at vide, at Kristian Klarskov aldrig var lykkedes med noget, at hans iværksætteri var minimalt, og at han havde flere konkurser bag sig.

Få kommentarer fra Moderaterne

Henrik Frandsen har ingen kommentarer til, om Kristian Klarskov er blevet bedt om at trække sig. Dog siger han, at partiet støtter hans beslutning.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Moderaterne skulle have lyttet mere til de advarselslamper, der kom, lyder det:

- Det kan man jo altid sige, men vi må bare konstatere, at Kristian har valgt at trække sig, og det respekterer vi fuldt ud, siger Henrik Frandsen.

Han har i øvrigt heller ingen kommentarer til, hvorvidt udlægningen i medierne har været urimelig. Han kan heller ikke svare på, om partiet tjekkede ham godt nok, inden han blev markedsført som iværksætter.

Formand for Moderaterne i Nordjylland, Rasmus Larsen, ønsker ikke at lade sig interviewe til DR. Men han bekræfter, at han har modtaget en mail fra Eva Lund Eriksen og siger, at han i bagklogskabens klare lys nok skulle have reageret anderledes, end han gjorde.

Desuden siger han, at det kun var ham, der modtog advarslen.

Mohammad Rona overtager i stedet pladsen for Kristian Klarskov, fortæller partiets gruppeformand.