MELD betalte 390.000 EU-støttekroner til Morten Messerschmidts "gode ven"

Messerschmidts parti brød habilitetsregler ved at give ordre til vens firma, vurderer eksperter.

Sagens hovedpersoner Morten Messerschmidt (DF) og Nikolaj Bøgh (K) (forrest til højre) er her til middagsselskab sammen.

Sidste forår brugte det europæiske parti MELD med Morten Messerschmidt i spidsen mindst 390.000 EU-støttekroner på en reklamekampagne for Dansk Folkeparti.

Opgaven gik til den konservative Nikolaj Bøgh.

Udover at være folketingskandidat og sidde i byrådet på Frederiksberg er han – ifølge Morten Messerschmidt selv – en af DF-profilens gode venner. Det viser DR’s gennemgang af opdateringer på sociale medier.

Derfor har Morten Messerschmidt været inhabil og handlet i strid med reglerne ved at give opgaven til Nikolaj Bøgh, vurderer flere eksperter.

- Det er et problem, for der kan være tale om, at vennen har fået en for god kontrakt i forhold til, hvad Messerschmidt kunnet have opnået andre steder, siger Lars Bo Langsted, der er juraprofessor ved Aalborg Universitet og har gennemgået sagen for DR Nyheder.

- Man må ikke træffe afgørelser i sager, hvor man kan have en privat interesse, og hvor der kan komme falske lodder i vægtskålen, fortsætter han.

Opslag fra Morten Messerschmidts Facebook-side, hvor han kalder Nikolaj Bøgh sin gode ven.

Den vurdering deler forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), der blandt andet forsker i partistøtte.

- Man skal undgå inhabilitet, og man skal undgå interessekonflikter. Der mener jeg klart, at man kan sige, at det har Morten Messerschmidt ikke overholdt, siger han og betegner sagen som ”meget problematisk.”

Anders Vistisen, Dansk Folkepartis daværende kasserer i MELD og nuværende gruppeformand i Europa-Parlamentet, har svært ved at se, at der er en stor interessekonflikt.

- Det er jo en ret lille branche, og jeg tror, at uanset hvem der havde vundet denne her kontrakt, så havde de kendt nogle i Dansk Folkeparti, siger han.

Middage, vin og fødselsdage

Oplysningerne om ordren kommer fra en rapport sendt til Europa-Parlamentet den 18. marts i år, som DR er i besiddelse af.

Rapporten er underskrevet af MELD-formand Morten Messerschmidt og kasserer Anders Vistisen, der er Dansk Folkepartis nuværende gruppeformand i Europa-Parlamentet.

Uddrag fra rapporten til Europa-Parlamentet, som både Morten Messerschmidt og Anders Vistisen har underskrevet.

I rapporten står der, at betalingen for reklamekampagnen er gået til firmaet EU-PA. Firmaet er ifølge det offentlige erhvervsregister stiftet i marts 2014 og er en enkeltmandsvirksomhed ejet af den konservative politiker Nikolaj Bøgh.

På det tidspunkt arbejdede Nikolaj Bøgh samtidig som leder af public affairs-afdelingen i kommunikationsbureauet MSLGROUP.

DR's gennemgang af opslag på Facebook og Twitter viser, at Morten Messerschmidt og Nikolaj Bøgh begge er medlemmer af gruppen Det Danske Sang og Psalmeselskab.

Det er en slags loge, der mødes i Nikolaj Bøghs hjem på Frederiksberg i København og spiser middag, drikker vin og synger fædrelandssange.

Det Danske Sang- og Psalmeselskab blev stiftet for omkring 15 år siden af blandt andre Nikolaj Bøgh (K), der også er selskabets ceremonimester. Morten Messerschmidt er også medlem. Billedet her er fra en åben Facebook-side og viser gruppens møde i april 2015. Det er taget på præcis samme dag, som den EU-finansierede kampagne kørte i landets web-aviser.

Samme sted har de to politikere fejret Nikolaj Bøghs fødselsdag, og det er også her, firmaet EU-PA har adresse.

- Et af de punkter, der kan begrunde inhabilitet, er et særligt nært venskab. Og her er der to ting, som peger i retning af, at der er tale om et særligt nært venskab, siger juraprofessor Lars Bo Langsted.

Ikke noget kønt billede

Allerede i maj i år krævede Europa-Parlamentet støttekronerne for reklame-kampagnen tilbagebetalt, da det opdagede, at pengene i strid med reglerne var brugt til en kampagne i forbindelse med en national folkeafstemning – nemlig afstemningen om retsforbeholdet.

Det fik Dansk Folkeparti til at betale et tilsvarende beløb tilbage fra deres egen partikasse til Europa-Parlamentet. Men først nu viser det sig, hvem der blev hyret til at lave opgaven.

- Det er altid interessant at se, hvordan folk har håndteret betroede midler. Det er ikke noget kønt billede, siger Lars Bo Langsted.

Vennepris er ingen undskyldning

I dokumenterne sendt til Europa-Parlamentet skriver Morten Messerschmidt og kasserer Anders Vistisen under på, at der er indhentet mindst tre tilbud for at opnå den bedste pris for kampagnen, sådan som EU’s regler kræver.

Men selvom det er sket, er ordren stadig i strid med reglerne, fastslår eksperterne.

- Det er aldrig en undskyldning for inhabilitet, at man har opnået en god handel på trods af inhabiliteten. Vi er nødt til at have nogle regler, der siger, at hvis man er inhabil, så må man slet ikke befatte sig med den her sag, siger juraprofessor Lars Bo Langsted.

Ifølge EU-reglerne opstår der blandt andet interessekonflikter, når dem, der bruger EU’s penge, har familiemæssige eller følelsesmæssige relationer til dem, der modtager pengene.

"Min gode ven"

Billeder fra Nikolaj Bøghs åbne Facebook-profil viser, at Morten Messerschmidt var med som gæst, da Nikolaj Bøgh i 2014 fejrede sin 45-års fødselsdag i sit hjem på Frederiksberg.

Morten Messerschmidt ses her til Nikolaj Bøghs 45-års fødselsdag i februar 2014.

I flere Facebook-opslag beskriver Morten Messerschmidt desuden selv sin relation til Nikolaj Bøgh.

Blandt andet i september 2013, hvor han anbefaler den konservative politikers byvandringer på Frederiksberg og kalder ham ”min gode ven.”

- Messerschmidt taler jo selv om ”min gode ven”, og de har en masse forbindelser, som er dokumenterede. Derfor kan man godt konkludere, at de har nogle venskabelige relationer, siger forskningschef Roger Buch.

DF-formand var med i bannerannoncer

Nikolaj Bøghs firma EU-PA fik EU-støttekronerne for at lave en annoncekampagne med billeder af Morten Messerschmidt og DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Det er denne reklamekampagne, som Nikolaj Bøghs firma har fået mindst 390.000 kroner for.

Annoncen havde budskabet ”Bevar retsforbeholdet – Bevar Danmark” og blev vist på flere avisers hjemmesider i april 2015.

Pengene er gået til både honorar og indrykning af annoncerne, og oplysningerne om de 390.000 kroner stammer fra de dokumenter, der er indsendt til Europa-Parlamentet. Ifølge den opgørelse over Dansk Folkepartis brug af EU-penge, som Anders Vistisens lagde frem i forbindelse med DR's afsløringer i oktober, var prisen for kampagnen noget højere - nemlig 469.569,78 kroner. Anders Vistisen fastholder i dag, at det er det beløb - altså de 469.569,78 kroner - som er det rigtige.

Reglerne er brudt to gange

Ifølge eksperterne skærper det sagen betragteligt, at ordren til hundredtusindvis af europæiske skattekroner nu viser sig at være gået til en person, som Morten Messerschmidt selv betegner som en god ven.

- Man har købt ulovlige bannerreklamer. Det må EU’s penge ikke bruges til. Og samtidig har man jo øjensynligt købt de her ulovlige reklamer hos nogen, som man heller ikke lovligt kan bruge som leverandør ifølge EU’s regler, siger Roger Buch og fremhæver, at reglerne netop eksisterer for at undgå korruption, vennetjenester og interessekonflikter.

Anders Vistisen afviser, at der er tale om en interessekonflikt.

- MELD har valgt det bedste tilbud, og det tilbud er kommet af et menneske der er politisk modstander. Et menneske der er valgt af det konservative folkeparti, og som har været glødende EU-tilhænger. Så jeg kan ikke se, hvordan det er en stor interessekonflikt, siger han.

Sagen efterforskes

EU’s antisvindel-enhed, OLAF, er i øjeblikket ved at efterforske sagen om mulig misbrug med EU-midler fra det europæiske parti MELD og den tilhørende fond, FELD.

OLAF indledte sin efterforskning i slutningen af 2015, og antisvindel-enhedens efterforskninger tager ifølge OLAF selv i gennemsnit to år.

Morten Messerschmidt er i øjeblikket sygemeldt, og Nikolaj Bøgh har ikke ønsket at lade sig interviewe af DR om sagen.

FAKTA: EU-regler om interessekonflikt

I finansforordningen vedrørende EU's almindelige budget bliver interessekonflikter i forbindelse med forvaltning og brug af EU's budget defineret sådan her:

  1. 1

    "Finansielle aktører og andre personer, der er beskæftiget med budgetgennemførelse og forvaltning, herunder forberedende foranstaltninger med henblik herpå, revision eller kontrol, foretager ikke handlinger, der vil kunne medføre, at den pågældendes egne interesser kommer i konflikt med Unionens interesser. (...)

  2. 2

    Med henblik på stk. 1 er der tale om interessekonflikt, når en upartisk og objektiv udøvelse af de opgaver, der påhviler en finansiel aktør eller en anden person omhandlet i stk. 1, bringes i fare af familiemæssige, følelsesmæssige, politiske, nationale eller økonomiske grunde eller ethvert andet interessefællesskab med tilskudsmodtageren".

Facebook
Twitter