Merete Riisager: S er mere optagede af min person end af indholdet i folkeskolen

Undervisningsministeren ser intet problem i, at folkeskoleforhandlinger flyttes over i Finansministeriet.

Merete Riisager mener ikke, at hun kunne have gjort noget anderledes i de seneste måneders forhandlinger om folkeskolen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) tager det med et oprejst pande, at der endnu en gang er kurre på tråden mellem hende og Socialdemokratiet.

Folketingets største parti har nemlig fået trumfet igennem, at forhandlinger om en ny folkeskolereform skal flyttes til Finansministeriet.

Derfor er det finansminister Kristian Jensen (V), som skal sidde for bordenden næste gang, der skal forhandles om kortere skoledage og flere fagtimer.

Og det er helt fint, forsikrer Merete Riisager:

- Hvis det gør nogle af de andre partier mere trygge, at forhandlingerne foregår i Finansministeriet, og at det kan få os til at lande en aftale, så er det helt i orden med mig, siger hun og fortsætter:

- Der er nogle af mine kolleger, som synes, at det er lidt mærkeligt, at vi skal forhandle i Finansministeriet om, hvornår elever i 1. klasse har fri om fredagen, og det kan jeg kun give dem ret i.

Ifølge Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, har der ikke været nogen fremdrift, siden forhandlingerne begyndte for to måneder siden. Og det skyldes i høj grad Merete Riisager.

- Der har været stilstand, og så har ministeren proppet nogle ubetydelige ting ind i forhandlingerne. Det er dybt uprofessionelt at indkalde til forhandlinger i flere måneder uden at diskutere det væsentlige, siger hun og fortæller, at man regner med, at man hurtigt kan lande en aftale med en ny minister for bordenden.

Merete Riisager, Socialdemokratiet mener, at der ikke er nogen fremdrift trods to måneders forhandlinger. Hvordan kan det være så svært at lande en aftale?

- Det bør ikke være særlig svært. Vi har fået et vink med en vognstang fra forældrene i folkeskolen, der er glad for, at der er fokus på faglighed, men som ikke værdsætter, at vi har en af de længste skoleuger i Europa. Vi skal have justeret skoledagens længde lidt ned, have fokus på fagligheden og have færre vikarer. Det bør være muligt og enes om inden et valg, hvis vi er vores opgave voksen.

Håber Socialdemokratiet vil agere konstruktivt

Et af kritikpunkterne fra Socialdemokratiet går på, at du har bragt småting på forhandlingsbordet - blandt andet evalueringen af en kanon. Ifølge Annette Lind kunne de ting have været forhandlet på plads på et helt almindeligt forligskredsmøde. Hvad siger du til den kritik?

- Det kan godt være, at spørgsmålet om at få evalueret kanonerne er en lille ting for nogle partier, men for andre partier er det en vigtig ting af vores kulturarv. Kanonerne er 10 til 15 år, så spørgsmålet, om der skal puttes nye tekster ind, kan godt være væsentligt, selv om Socialdemokratiet ikke mener det, siger undervisningsministeren.

Socialdemokratiet mener faktisk, at det er dybt uprofessionelt, at du bringer sådan nogle ting frem på forhandlingsbordet..

- Jeg kan høre, at Socialdemokratiet ikke er tilfredse, men det, der er vigtigt for mig, er, at vi får landet en aftale, og der håber jeg, at Socialdemokratiet vil gå konstruktivt til forhandlingerne.

Hvad er din holdning til, at de kommer med en så kras kritik af dig som minister?

- Det er ikke første gang, at Socialdemokratiet har kritiseret mig som minister. Man må bare konstatere, at de er mere optagede af mig som minister end af indholdet i folkeskolen. Jeg mener, at det nu er vigtigt, at fokus er på indholdet, så vi laver en aftale til gavn for eleverne, siger Merete Riisager.

Hvad kunne du have gjort anderledes i de her forhandlinger?

- Jeg har meget svært ved at se, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg går meget pragmatisk til aftalen. Jeg har lige lukket en stor aftale om erhvervsuddannelserne, og jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg kan lukke aftalen om folkeskolerne, hvis alle partier viser den rette vilje til det, siger Merete Riisager.

Facebook
Twitter