Messerschmidt angriber Thulesen Dahl: 'Helt vildt mærkeligt'

Den tidligere formand deltog ikke i partiets valgfest på Christiansborg.

Støvet fra det kaos, der brød ud i Dansk Folkeparti, efter Morten Messerschmidt tog over som formand, ser langt fra ud til at have lagt sig.

Messerschmidt rettede i aften et hårdt angreb på sin forgænger som formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, da han meldte afbud til partiets valgaften på Christiansborg i forbindelse med folkeafstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Kristian Thulesen Dahl forklarede tidligere på dagen, at han foretrak et familiearrangement frem for at være sammen med partifællerne.

- Der er absolut ingen dramatik eller markering i det. For første gang siden 1994 har jeg bare kunnet vælge en gammel familietradition ift valgaftener til, og det har jeg så valgt, skrev han i en sms til DR.

Det havde Morten Messerschmidt meget svært ved at forstå.

- Det er da helt vildt mærkeligt. Jeg har aldrig misset en valgaften for Dansk Folkeparti. Så det må være en meget, meget vigtig begivenhed, sagde Messerschmidt.

Den nuværende formand forstod ikke, at familien kunne stå i vejen på sådan en dag.

- Jeg har altid valgt at tage min familie med til valgfesterne. Jeg er sikker på, der må være en rigtig god grund til, at Kristian vælger anderledes, sagde Morten Messerschmidt.

Har ført valgkamp med Støjberg

Den tidligere DF-formand har desuden ført valgkamp sammen med tidligere Venstre-minister Inger Støjberg, der netop har kunnet smide sin fodlænke, efter at hun blev idømt fængselsstraf ved Rigsretten kort før jul sidste år.

Han har også ført valgkamp med Inger Støjberg. Hvad siger du til det?

- Alle, der vil kæmpe for et nej, hilser jeg velkommen. Men jeg havde da forestillet mig og håbet på, at det ville ske i en mere broderlig sammenhæng, hvor vi kæmpede side om side, siger Morten Messerschmidt.

Synes du, han skader partiet ved ikke at komme?

- Nej, jeg ved ikke, hvad der ligger til grund.

Vidste du, han ikke kom?

- Nej, jeg så det på Twitter.

Kristian Thulesen Dahl har ikke ønsket at kommentere sagen overfor DR Nyheder i dag.

Total splittelse i partiet

Det nye opgør mellem Messerschmidt og Thulesen kommer i forlængelse af det opbrud, som valget af Messerschmidt udløste.

Han fik posten som formand efter et kampvalg mod Martin Henriksen.

Men det var ikke et populært valg i folketingsgruppen. Derfor meldte flere medlemmer sig ud af partiet. De lagde ikke skjul på, at det skete i protest mod Morten Messerschmidt.

Dansk Folkeparti var et af de partier, der anbefalede vælgerne at stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Folkeafstemningen endte med en overbevisende sejr til ja-siden, da 66,9 procent af vælgerrne stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet.