Messerschmidt beskylder verdens ledere for hemmelighedskræmmeri

Morten Messerschmidt vil ikke stemme for omstridt aftale, der skal øge overvågning af internettet.

Demonstranter på gaden i Polen efter ACTA-underskrivning. (© Scanpix)

Morten Messerschmidt vil ikke stemme for den nye lovgivning om øget internetovervågning, som verdens ledere i går underskrev i Japan.

Aftalen vil ifølge kritikere være et angreb på det frie internet og vil øge overvågningen af borgerne. Den fik torsdag demonstranter på gaden i Polen, og flere medlemmer af det polske parlament tog maske på for at tilkendegive deres utilfredshed.

Et fransk medlem sagde fredag sit job op i protest mod aftalen.

Skal godkendes

Men den globale aftale kaldet ACTA - Anti Counterfeit Trade Agreement - skal dog først godkendes i Europa-Parlamentet, og det er her, at Morten Messerschmidt kommer ind i billedet.

- Jeg vil fraråde alle mine kollegaer at stemme for det indgåede forlig. Vi kan ikke ofre frihedsrettighederne på internettet for en aftale, vi reelt ikke kender indholdet af, siger Morten Messerschmidt, der er valgt ind i Europaparlamentet for Dansk Folkeparti.

Hemmelighedskræmmeri

Det er Japan og USA, som står bag lovgivningen, der bl.a. skal sikre, at ophavsrettigheder for film, journalistik og musik ikke kompromiteres af internetfildelinger. Aftalen har ifølge kritikere været hemmeligholdt og blev første gang afsløret af Wikileaks.

- Når det handler om den frie adgang til internettet og om grundlæggende ret til information samt ytringsfrihed, må der ikke kunne rejses spørgsmål. ACTA-forhandlingerne har været præget af hemmelighedskræmmeri ud over det sædvanlige, og vi kan stadig ikke få fuldt overblik over, hvad der reelt er vedtaget, skriver Morten Messerschmidt.

Facebook
Twitter