Messerschmidt efter formandssejr: Det her er ikke ”winner takes it all”

Dansk Folkepartis nyvalgte formand Morten Messerschmidt vil samle partiet. Men hvis medlemmerne stiller spørgsmålstegn ved deres fremtid i DF, må de træffe et valg.

Morten Messerschmidt bliver valgt til ny formand ved Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i Herning søndag den 23. januar 2022. Han skal afløse Kristian Thulesen Dahl. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Han er blevet kaldt partiets kronprins.

Og nu skal han sidde øverst på tronen i Dansk Folkeparti som den kun tredje formand i partiets historie.

En sejr, som han med egne ord er rigtigt glad for.

- Det vil jeg sige. Jeg synes, at det er et klart mandat, at vi ikke skal ud i en anden runde (af afstemningen, red.).

499 delegerede satte deres kryds ud for Morten Messerschmidt ved partiets ekstraordinære årsmøde i Herning i dag, og han kunne derfor modtage sin hyldest på scenen med et overvældende flertal af stemmerne i ryggen.

Rivalen og Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen løb med 219 stemmer, mens Merete Dea Larsen, der sidder i byrådet i Roskilde Kommune, fik 107 stemmer.

Det slår vi en streg over

Kampen om formandsposten er blevet kaldt både beskidt og uskøn, men Messerschmidt vil nu lægge mudderkast og stikpiller bag sig.

- Jeg forstår godt, at der i sådan en proces her kan falde nogle hårde ord. Følelserne sidder uden på tøjet. Det slår vi en streg over.

Og som en del af det, som Messerschmidt selv kalder en inkluderende lederstil, bærer den nyvalgte formand ikke nag over for de medlemmer, der valgte at stemme på én af de to andre kandidater.

- Selvfølgelig nærer jeg dyb respekt for dem, der har stemt på en anden kandidat, fordi sådan må det jo være, når man har sådan en proces her, siger han.

- Og derfor er det også ekstremt vigtigt, at vi nu lytter til hinanden, og det er vigtigt, at de tanker, som både Merete og Martin har om, hvor Dansk Folkeparti skal hen, bliver inddraget.

Vil gøre tingene på en anden måde

Med over 60 procent af stemmerne fik Morten Messerschmidt en overbevisende sejr, men han mener alligevel ikke, at der hverken er vindere eller tabere efter dagens formandsopgør.

Morten Messerschmidt møder pressen, efter han er blevet bliver valgt til ny formand ved Dansk Folkeparti's ekstraordinære årsmøde i Herning søndag den 23. januar 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

- Det er ikke sådan, at ”winner takes it all.” Nu har vinderen en forpligtelse til at få partiet samlet. Det gælder også Liselott (partiets sundhedsordfører, red.) og de andre i folketingsgruppen, som jo har valgt at sige offentligt, at de stemmer på andre kandidater.

- Det er vi ikke dårligere kollegaer af, siger Messerschmidt med et smil.

Alt vil dog ikke være ved det gamle, når Morten Messerschmidt sætter sig i formandsstolen og afløser Kristian Thulesen Dahl, der har styret slagets gang siden 2012.

- Det er klart, at hvis Dansk Folkeparti skal fremad, så er vi også nødt til at gøre nogle ting på en anden måde. Jeg har tænkt mig at sætte en retning, hvor alle er inkluderet, og hvor alle kan føle sig velkomne, fortæller han.

Forventer opbakning fra partifæller

Allerede inden dagens formandsvalg havde flere medlemmer af den 16 personers store folketingsgruppe udtalt, at de agtede at forlade partiet, hvis Morten Messerschmidt løb med stafetten. Det gælder blandt andre Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Partiets nye frontfigur mener, at samtaler kan løse meget, men efter sejren kommer han med en opfordring til sine partifæller.

- Det er klart, at man også er nødt til at træffe et valg. Når man er valgt for Dansk Folkeparti, så må man også forvente, at folk bakker op. Især fordi jeg som leder agter at sætte en inkluderende lederstil.

- Målet er ikke, at folk skal forlade Dansk Folkeparti. Målet er, at vi skal holde på dem, vi har, siger han.

Med valget af Morten Messerschmidt som ny formand for DF er det også farvel til partiets formand gennem ti år - Kristian Thulesen Dahl. DR har fulgt ham i en måned op til kampvalget. Se med her: