Messerschmidt i klar melding: Jeg vil være Dansk Folkepartis næste formand

For første gang slår Morten Messerschmidt fast, at han vil være formand for DF. Kristian Thulesen Dahl bakker op.

Morten Messerschmidt var blot 24 år gammel, da han kom i Folketinget i 2005. (Foto: Mathias Svold © Scanpix)

Morten Messerschmidt har ambitioner om at efterfølge Kristian Thulesen Dahl som formand for Dansk Folkeparti. Det siger den 39-årige politiker til Politiken.

- Den dag Kristian træffer beslutning om ikke at ville være formand længere, så er jeg klar, hvis et årsmøde ønsker det. Det er jo årsmødet, der vælger formanden, siger han til avisen.

Det er første gang, at Messerschmidt offentligt melder ud, at han går rundt med en formandsdrøm i maven.

Da Dansk Folkeparti i august holdt sommergruppemøde, blev Morten Messerschmidt ny næstformand i partiet.

Kristian Thulesen Dahl bakker i Politiken op om, at Messerschmidt på et tidspunkt kan tage det sidste skridt frem i rangordenen.

- Det vil jeg vurdere, også i og med at gruppen gør ham til næstformand. Jeg kan sagtens se Morten en dag som formand for Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidt pointerer, at det er op til Thulesen Dahl selv, hvornår magtskiftet skal ske.

- Men det er vigtigt for mig at understrege, at det er Kristians beslutning, hvor længe han vil være formand. Det er ikke andres, siger Morten Messerschmidt til Politiken.

Bog om kupplaner

Den klare melding fra Morten Messerschmidt kommer samtidig med, at en ny bog om Dansk Folkeparti snart er på gaden. Bogen 'Kong Kristian - Mennesket, magten og faldet' udkommer mandag, men fredag er de første nyheder fra bogen sluppet ud.

Det er to journalister fra Ekstra Bladet og Avisen Danmark, som har skrevet bogen. Bogen er baseret på samtaler med mere end 100 personer.

Begge aviser bragte fredag eftermiddag artikler på baggrund af bogen om, at Morten Messerschmidt er klar til at lave et kup og gå efter topposten i partiet. Og samtidig lød det, at Pia KJærsgaard står bag Messerschmidt.

Forventningen om, hvad der var på vej, fik allerede i går Pia Kjærsgaard til at gå på tasterne og skrive på Facebook:

"Det er i den forbindelse væsentligt for mig at fastslå, at formanden, Kristian Thulesen Dahl samt partiets øvrige ledelse har min fulde opbakning og støtte."

Og der gik altså ikke mange timer fra de første ting fra bogen slap ud, til Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl kom med deres fælles melding om, at Morten Messerschmidt er udset som manden, der skal være den tredje formand i partiets historie.

DR har forsøgt at få kommentarer fra Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl. Det er endnu ikke lykkedes.

Facebook
Twitter