Morten Messerschmidt bliver næstformand i Dansk Folkeparti i stedet for Søren Espersen, som stopper i gruppeledelsen. Det har partiet besluttet på sit sommergruppemøde, der begyndte i dag og løber frem til onsdag.
- Det er en opgave, som jeg går til med stor ydmyghed og kampgejst. Jeg glæder mig til, især på den værdipolitiske dagsorden, at være med til at løfte arven efter Søren Espersen, siger Morten Messerscmidt.
Den 39-årige DF'er siger, at det var Søren Espersen selv, der ønskede at træde tilbage. Espersen har haft posten siden 2012. Og både partiformand Kristian Thulsen Dahl og Espersen selv pegede på Messerschmidt som ny næstformand.
Hvad kan du bidrage med som næstformand?
- Jeg betragter først og fremmest det her som en politisk platform, hvor jeg og mine kolleger i folketingsgruppen skal gøre det klart, hvad der er galt med det Danmark, vi har i dag, og hvad vi ønsker at gøre ved det.
- Det handler om, at Dansk Folkeparti skal profileres så stærkt som muligt, som det parti, det ønsker et opgør med EU og som ønsker at give islam og islamisme kamp til stregen, siger Morten Messerschmidt.
Skiftet på posten som næstformand kommer på et tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti ligger historisk lavt i meningsmålinger.
Ved valget sidste år fik partiet 8,7 procent af stemmerne og mistede dermed hele 21 mandater i Folketinget. Siden er vælgertilslutningen blevet ved med at falde. Ved en måling i juni stod DF til 6,8 procent af stemmerne. Det er den dårligste, Dansk Folkeparti har fået, siden Epinion begyndte at lave meningsmålinger for DR i 2008.
To store interviews har skabt opmærksomhed
Sidste uge skabte Morten Messerschmidt opmærksomhed ved at give to store interviews, hvor han har talt om de overordenede linjer hos Dansk Folkeparti. Det er normalt partiformanden, der har ansvaret for at lægge den linje.
Først i Politiken, hvor han sagde, at DF skulle have en politik, hvor man kunne mærke, at Danmark er et kristent land. Her sagde han også, at han selv kunne være en del af Dansk Folkepartis redning.
Efterfølgende talte han med Avisen Danmark. Her lød det, at partiets krise ikke kun handlede om dårlig kommunikation, men også den politik, som DF har ført.
De to interviews har fået rygter til at ulme om et muligt formandsopgør i Dansk Folkeparti, men nu bliver Morten Messerschimdt altså i første omgang næstformand.
Er det en post, du er blevet tilbudt, eller har du med dine skriverier på det seneste presset dig ind på posten?
- Nej, man kan ikke presse sig til poster i Dansk Folkeparti. Det er et initiativ, der kom fra Søren Espersen. Men det er klart, det er en post, der ikke bare er formel og et navn for mig, det handler om, at jeg politisk også skal udfylde rollen, siger han.
Herunder kan du se, hvor Dansk Folkepartis vælgere fra rekordvalget i 2015 gik hen, da der skulle stemmes sidste år.
Meld og Feld-sag hænger i luften
Morten Messerschmidt blive næstformand i Danmark, selv om Meld-sagen stadig ikke har fundet sin afslutning. Bagmandspolitiet (SØIK) efterforsker fortsat en mulig svindel med EU-midler via det europæiske parti MELD og den tilhørende fond FELD. Efterforskningen vedrører en periode, hvor Messerschmidt var formand for MELD.
Har du overvejet om den sag skulle have betydning for, om du skulle sige ja til den her post eller ej?
- Det er bestemt noget, der fylder i dagligdagen. Men man er også nødt til at sige, at jeg ved med mig selv, at jeg har ren samvittighed i forhold til, hvad den her sag indeholder. Og efter snart fem år kan jeg ikke længere lade det stå i vejen for, om jeg kan yde en ekstra indsats for Dansk Folkeparti, siger Morten Messerschmidt.
Del af DF's genrejsning
Kristian Thulesen Dahl ser den nye næstformand som en del af kampen for at få Dansk Folkeparti tilbage til fordums styrke.
- Det at bringe Morten Messerschmidt ind i gruppeledelsen gør, at vi kan slå lidt hurtigere til boldene og måske lidt hurtigere komme ud til danskere. Og på en facon, så det måske står mere knivskarpt, hvad DF står for. Så det er også en del af genrejsningen af Dansk Folkeparti, siger Kristian Thulesen Dahl.
Spørgsmålet er så, om posten som næstformand er et skridt på vejen til, at Messerschmidt engang bliver formand for DF.
- Jeg ser Morten have en masse af de kompetencer, der skal være til stede, for at man kan være en god formand. Men om han selv har lysten på det tidspunkt, hvor det måtte være aktuelt, eller om partiet ønsker, det skal være ham, må tiden vise, siger Kristian Thulesen Dahl.
Messerschmidt selv er heller ikke meget for at blive udnævnt som ny kronprins.
- Når jeg kigger rundt i landskabet på kronprinser, så ved jeg ikke, hvor attraktiv en titel det er. Så jeg vil foretrække, at I bare betragter mig som politisk næstformand.
Men skal man betragte dig som den naturlige arvtager til Kristian Thulesen Dahl som formand?
- Når der skal findes en ny formand, skal det være en medlemsafgørelse, det er ikke noget, der skal udpeges fra oven af. Men det er helt utidigt at tale om nu, siger Morten Messerschmidt.
Herunder kan du se den dalende opbakning til Dansk Folkeparti - fra rekordvalget i 2015 til vælgerlussingen i 2019 og de fortsat dalende målinger - sammen med udvalgte nedslag fra dansk politik: