Messerschmidt og B.T. fortsat uenige om nazihyldest

Morten Messerschmidt og B.T. er helt uenige om indholdet af deres forlig. Avisen fastholder, at Messerschmidt hyldede Hitler, hvilket politikeren afviser. Dermed er Messerschmidt foreløbigt ikke på vej tilbage til DF.

Morten Messerschmidt og Arne Ullum hos Jeppe Nybroe i TV AVISEN 18:30 (Foto: DR © DR)

Folketingsmedlem Morten Messerschmidt og B.T. er blevet enige om et forlig om de artikeler i avisen, hvor politikeren blev beskyldt for at bruge nazihilsner under en brandert i Tivoli.

Men ganske få timer efter forliget blev offentliggjort med beskeden om at begge parter var tilfredse, står det klart, at Morten Messerschmidt og B.T.'s chefredaktør, Arne Ullum, slet ikke er enige om, hvad de er enige om.

Det fremgik af TV AVISEN, hvor de to parter optrådte i et fælles interview. Og interviewet får konsekvenser: Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulsen Dahl, er ikke klar til at byde Messerschmidt velkommen, men vil afvente en afklaring.

Uenig om nazihilsen

B.T. mener fortsat, som avisen skrev i sine oprindelige artikel, at Messerschmidt hyldede Hitler med nazihilsner i Tivoli. Det benægter den tidligere DF'er.

- Morten Messerschmidt har hyldet Hitler i en kæmpebrandert, lød konklusionen på den fælles aftalen ifølge chefredaktør Arne Ullum.

Men det var Messerschmidt slet ikke enig i.

Læs aftalen igennem igen!

- Jeg synes, at Arne skal sætte sig ned og læse aftalen igennem en gang til!, lød politikerens svar i TV AVISEN.

- Det er klart, at jeg bliver nødt til at anerkende, at B.T. har kunnet citere nogle folk for, at jeg har heilet - det har jeg kunnet læse i avisen. Men tilsvarende er der jo altså 75-80 mennesker, der har været til stede og siger, at det ikke er fundet sted, fastholdt Messerschmidt.

Stop Morten!

- Nu må du stoppe Morten! lød svaret fra Ullum, der fastholdt at den kontroversielle nazihilsen har fundet sted.

- Du ikke er nazist, men du kvajede dig og hyldede Hitler i en kæmpebrandert, sagde Ullum.

- Det afviser jeg fuldstændigt, lød responsen fra Morten Messerschmidt.

Føler sig renset

Messerschmidt føler, at aftalen renser hans navn for beskyldningerne om nazihilsner, og samme udlægning har tilsyneladende gruppeformanden for Dansk Folkeparti, hvor Messerschmidt håber at kunne komme tilbage i varmen.

- Vi antog, indtil vi så TV AVISEN klokken 18.30, at Morten Messerschmidt og B.T. havde indgået en aftale. Derfor blev vi overraskede og chokerede over, at Arne Ullum fremturede og påstod, at Messerschmidt hyldede Hitler i en kæmpe brandert, skriver Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.

Dansk Folkeparti vil vente

- Såfremt Arne Ullum og B.T. fastholder deres beskyldninger, som de blev fremsat i TV AVISEN, må vi anse forliget som brudt fra B.T.'s side, hvorfor vi desværre ser os nødsaget til at afvente nærmere afklaring mellem Morten Messerschmidt og B.T., siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk