Messerschmidt vil i duel med Støjberg: 'Det skylder vi danskerne'

DF-formanden er villig til at møde op på Inger Støjbergs hjemmebane for at debattere politik med hende.

Morten Messerschmidt vil gerne møde Inger Støjberg til en politisk duel. (© fotograf@clausbech.dk)

En politisk duel på ord mellem Morten Messerschmidt og Inger Støjberg.

Det er ønsket fra førstnævnte, som han lufter i dag i forbindelse med et pressemøde, som Dansk Folkeparti afholder under partiets sommergruppemøde i Roskilde.

- Mange har en opfattelse af, at stemmer man på Danmarksdemokraterne, så får man det samme som hos DF, siger Messerschmidt.

DF-formanden mener altså, at det vil være godt for danskerne at kende forskellene på Dansk Folkeparti og Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

- Sådan at vi kan få afklaret, hvor vi ser ens på tingene, og hvor der er forskel på vores partier, siger han.

Hør Morten Messerschmidt invitere Inger Støjberg til debat på DF's sommergruppemøde:

Morten Messerschmidt erklærer sig villig til at møde Inger Støjberg til duel, hvor det skal være - også på Støjbergs hjemmebane i Hadsund.

- Jeg møder gerne op for at diskutere med Inger, hvor vi er enige, og hvor vi er uenige. Det synes jeg, at vi skylder danskerne, siger DF-formanden.

Og der gik da heller ikke lang tid fra opfordringen var luftet til Inger Støjberg slog til og accepterede duellen. Politisk redaktør på Avisen Danmark, Casper Dall, skrev onsdag eftermiddag på Twitter, at Støjberg og Messerschmidt skal debattere i Radio4-programmet Det Blå Hjørne på fredag klokken 11:05.

Danmarksdemokraterne har vind i sejlene

Morten Messerschmidt har noteret sig, at Danmarksdemokraterne er braget igennem i flere meningsmålinger med over ti procent af stemmerne, kort tid efter at partiet er blevet etableret.

Modsat ligger Dansk Folkeparti i flere af de seneste meningsmålinger i en uønsket flirt med spærregrænsen på to procent. Næste folketingsvalg skal afholdes senest i juni næste år.

Danmarksdemokraternes succes er sket, på trods af at partiet endnu ikke har luftet ret mange politiske synspunkter.

Dansk Folkeparti har været i en stor krise i den seneste tid, hvor ikke færre end 11 af 16 folketingsmedlemmer har forladt partiet, efter at Morten Messerschmidt blev valgt til formand.

En del er nu løsgængere, mens den tidligere DF-gruppeformand Peter Skaarup er skiftet til Danmarksdemokraterne.

Flere andre af de frafaldne DF-folketingsmedlemmer har udtrykt, at de godt kan se sig i Danmarksdemokraterne.

15:26: Opdateret med oplysningen om, at Støjberg har takket ja til debatudfordringen fra Messerschmidt.

/ritzau/