Mette Bock forhandler videre om smal medieaftale med DF

Socialdemokratiet og SF har forladt medieforhandlingerne, fastslår kulturministeren. Men det er oppositionspartierne ikke helt enige i.

Kulturminister Mette Bock (LA) forhandler videre med Dansk Folkeparti om den næste medieaftale. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den medieaftale, der fra årsskiftet og fem år frem skal danne ramme for DR, TV2 og landets øvrige medier, ser ud til at blive en smal aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet og SF har nemlig som de sidste oppositionspartier forladt forhandlingerne, som derfor fortsætter mellem regeringen og støttepartiet, fastslår kulturminister Mette Bock:

- Jeg har ikke bedt nogen om at gå, men jeg har fortalt, at nu fortsætter regeringen og Dansk Folkeparti forhandlingerne, siger hun og minder om, at der er en hel mediebranche, der venter på at få at vide, hvilke rammer de har fra årsskiftet.

- Nu kan vi ikke vente længere, og derfor fortsætter vi. At socialdemokraterne ikke ønsker at være med, det er jo socialdemokraternes suveræne valg.

Den udlægning er Socialdemokratiet og SF ikke helt enige i.

- Ministerens budskab var klart: "Nik til det, som der ligger her, ellers er I ikke velkomne". Og så er det jo svært at forhandle videre, konstaterer SF's medieordfører, Jacob Mark, på vej ud fra mødet med kulturministeren.

- Det er jo ikke en skam at gå, når man bliver bedt om at gå, istemmer Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen.

Han forklarer, at de to oppositionspartier netop har fået at vide af Mette Bock, at hvis de ikke kunne skrive under på den tekst, der lå på bordet, så var de ikke længere velkomne.

- Det papir, der ligger på bordet, det kan vi ikke acceptere. Det imødekommer ikke vores ønsker om, at der ikke bliver gennemført massive besparelser på public service og dansk indhold, siger Mogens Jensen.

Regeringen har fra begyndelsen gjort det klart, at adgangsbilletten til forhandlingsbordet var en accept af den økonomiske ramme, der blandt andet betyder 20 procents besparelse på DR over fem år.

S: Vi forhandler videre om den økonomiske ramme

Mogens Jensen kalder situationen "mærkelig", fordi der sideløbende forhandles om den økonomiske ramme for medieaftalen i Finansministeriet med finansminister Kristian Jensen (V) for bordenden.

- Det korte og det lange er, at forhandlingen om den økonomiske ramme ikke er slut. Og derfor kender vi ikke den økonomiske ramme. Og så føler vi jo, at det er mærkeligt, at vi så bliver smidt ud af kulturministeren, siger Mogens Jensen og tilføjer:

- I de mange år jeg har været i folketinget og har forhandlet forlig har jeg ikke været med til noget lignende. Det er kaotisk og ikke særlig befordrende for, at vi får et bredt medieforlig.

De tre øvrige oppositionspartier, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale, meddelte i går, at de ikke ville fortsætte medieforhandlingerne på grundlag af det ultimatum, regeringen har lagt på bordet.

Det er tre måneder siden, at regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede rammerne for forhandlingerne: De øvrige partier skulle gå med til at beskære DR med 20 procent over de næste fem år - det svarer til en besparelse på 770 mio. kr. - og til at omlægge licensen, så pengene fremover opkræves over skatten.

I begyndelsen af april fremlagde regeringen så sit udspil til indholdet i det nye medieforlig. Det lægger blandt andet op til at øge public service-puljen gradvist fra 35 til 220 millioner kroner årligt, sælge 40 procent af TV2 og skære 33 procent af Radio24syv, som skal udbydes på ny med mulighed for at få reklameindtægter.

Derudover vil regeringen oprette en ny tv-kanal og en ny DAB-radiokanal med fokus på kulturformidling, øge støtten til nye medier og fratage digitale nyhedsmedier fra moms.

Facebook
Twitter