Mette F afviser Østergaards krav: 'Der er gået lidt for meget ungdomskampagne i det'

Mette Frederiksen fastholder, at der er brug for en stram udlændingepolitik.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen afviser nu at rette ind efter Radikale Venstres krav om at tage et opgør med paradigmeskiftet for at få deres støtte.

Der er nemlig brug for at føre en udlændingepolitik henover midten i et bredt politisk flertal.

- Og der er i dag opbakning til paradigmeskiftet, sådan så flygtninge – når forholdene i hjemlandet tilsiger det – kan rejse tilbage. Det støtter vi selvfølgelig. Jeg synes, det er udtryk for sund fornuft, forklarer statsministerkandidaten, der undrer sig over endnu et krav fra radikal side.

Integrationen skal fungere

Morten Østergaard har i Berlingske forklaret, at hvis ikke Mette Frederiksen er villig til at sløjfe dele af paradigmeskiftet, kan hun vinke farvel til partiets mandater.

Der er nemlig brug for at få sat fokus på at sætte skub i integrationen, fremfor at sætte den i stå, mener han.

Faktisk er den politiske leder klar til at udtrykke mistillid til hende, hvis hun ikke retter ind.

Mette Frederiksen mener ikke, at hun tager Radikale Venstres stemmer for givet, når hun så klart afviser at lytte til partiets krav.

- Selvfølgelig skal folk, der kommer hertil integreres. Og jeg synes faktisk, at det er afgørende vigtigt, at flygtninge, som kommer til Danmark, kommer i beskæftigelse med det samme, lærer sproget og forsørger sig selv, siger hun.

- Men det står da ikke i modstrid til, at når der så bliver fred i hjemlandet, at man så vender tilbage og bruger de kompetencer, som man har opnået i Danmark til at genopbygge det land, som man er flygtet fra.

Frederiksen undrer sig

Mette Frederiksen undrer sig i det hele taget over, at Radikale Venstre kommer på banen med endnu et krav.

- Hvad er det egentligt, at Radikale Venstre lægger op til med den her melding. Er det parlamentarisk kaos, hvor det bliver stadig sværere at danne regering i Danmark. Eller er det i virkeligheden, at de radikale vælgere skal begynde at tage stilling til, om man ønsker en radikal støtte til Lars Løkke som statsminister efter et valg, spørger hun.

- Jeg kan jo godt engang imellem savne det gamle Radikale Venstre, som var optaget af samarbejde og det politiske indhold. Jeg synes, der er gået lidt for meget ungdomskampagne i det, vi ser lige nu, og jeg har ikke tænkt mig at flytte mig.

Facebook
Twitter