1 maj

Mette F: Radikales flirt med Kristian Jensen minder om noget fra 'Fifty Shades'

Socialdemokratiets formand brugte også sin 1. maj-tale til at kritisere regeringens ønske om at hæve pensionsalderen.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen indledte sin 1.maj ved at tale på Fritidscentret Vestergade i Randers. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Jeg lover ikke guld og grønne skove, og hvis danskerne betror os ansvaret, så vil der under mit lederskab være hårde prioriteringer. Men de der hovskisnovski-metoder, dropper vi.

Sådan sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da hun startede sin 1. maj i Randers med dagens første kampdags-tale.

Emnerne var klassiske S-temaer som bedre vilkår for offentligt ansatte og ikke mindst rød bloks modstand mod at hæve pensionsalderen.

- Regeringen har oven i købet den frækhed, at de ikke vil fortælle danskerne, hvor lang tid, danskerne skal arbejde mere, hvis deres regeringsgrundlag skal gå op. Hvor meget længere skal danskerne arbejde? Er det et halvt år? Er det et år? Er det to år? Jeg synes, at I fortjener et svar, sagde S-formanden.

I anledningen af 1. maj har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten indgået en alliance om at sige nej til højere pensionsalder.

Mærkeligt kærlighedsforhold

I sin tale brugte Mette Frederiksen også tid på at undre sig over, at de Radikale har kastet deres kærlighed på finansminister Kristian Jensen (V). I sidste måned lød det fra partiet, at det foretrækker V-næstformandens politiske projekt frem for Socialdemokratiets.

Men over for DR Nyheder forklarede S-formanden efterfølgende, at hun ikke forstår, hvorfor De Radikale er så vilde med ministeren, som ifølge Mette Frederiksen har kørt Skat i sænk og skåret så kraftigt ned på udviklingsbistanden.

- Jeg synes, det er et mærkeligt kærlighedsforhold. Det, tror jeg, vi kan gøre bedre sammen med De Radikale, sagde hun og sammenlignede det med noget fra den erotiske "Fifty Shades"-bogserie, hvor S/M ofte bliver brugt.

Netop Kristian Jensens rolle som skatteminister blev nævnt i talen, for ifølge S-formanden bærer Kristian Jensen en del af skylden for Skats mange skandalesager. Og tilliden til Skat skal genoprettes, mente Frederiksen.

- Da Kristian Jensen blev skatteminister, blev vores skattesystem en skygge af sig selv. Skal man efterhånden grine eller græde? Så er det udbytteskat. Så er det 10 milliarder kroner. Så er det 80 milliarder. Så er det inddrivelserne, så er det restancerne. Venner, tilliden til Skat er væk, sagde hun i talen.

Hun vil løse Skats problemer ved at oprette fire nye skattecentre i Danmark, sagde hun.

- Når jeg vælger at tage det her tema op, er det fordi, jeg reelt er bekymret. Et er, at vi går glip af milliarder, men endnu værre - vi risikerer også, at tilliden til myndighederne begynder at smuldre. Så er vi i risiko for, at vores samfund ikke kan hænge sammen, lød det fra Mette Frederiksen efter talen til den fremmødte presse.

I talen roste hun samtidig det nye venskab med Dansk Folkeparti, som ellers hører hjemme på den borgerlige fløj.

- Det er altså også som om, at Dansk Folkeparti træffer nogle bedre beslutninger, når der er en socialdemokrat lige ved siden af, sagde hun.

Resten af dagen taler Mette Frederiksen i Aarhus, Herning, Odense og Esbjerg. Hun kommer ikke forbi Fælledparken i København, da der på grund af det kommende kommunalvalg er tale ved Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).