Mette F. tordnede mod uddannelsesloftet – men har ikke sat en krone af til at afskaffe det

SF beskylder regeringen for 'klokkeklart løftebrud'.

'For to år siden traf mit parti en beslutning, vi i dag kan se er med til at skubbe på noget forkert', erkendte Mette Frederiksen sidste år, da hun lovede at afskaffe uddannelsesloftet. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Mette Frederiksen var klar i mælet, da hun sidste år tordnede mod uddannelsesloftet.

- For at imødegå det, mange børn og unge oplever som et præstationspres i vores uddannelsessystem, foreslår vi at afskaffe uddannelsesloftet, sagde Mette Frederiksen til Berlingske i 2018.

Og samme år gik hun på scenen ved Folkemødet på Bornholm og fastslog, at Socialdemokratiet – efter selv at have stemt for uddannelsesloftet – nu var vendt rundt.

Og at Socialdemokratiet var klar til at finde de nødvendige 300 millioner kroner, som det ville koste at droppe uddannelsesloftet, som forhindrer studerende, der har gennemført én videregående uddannelse, i at blive optaget på en ny uddannelse.

- Når jeg besøger gymnasierne og møder studerende på de videregående uddannelser, så siger mange: 'Der er ikke længere plads til at vælge forkert'. De er bange for at blive fanget på en uddannelse, som de for sent opdager, ikke er noget for dem.

- Det er svært nok at vælge uddannelse i forvejen. Det er en af livets store beslutninger. Vi skal ikke gøre den sværere, sagde Mette Frederiksen dengang.

Men i det finanslovsudspil, som regeringen i dag har fremlagt, er der ikke sat så meget som en krone af til at afskaffe uddannelsesloftet. Og det giver anledning til kritik fra regeringens egne støttepartier.

SF's gruppeformand Jacob Mark er stærkt forundret over, at Mette Frederiksens regering har fremlagt et finanslovforslag, som lægger op til at videreføre uddannelsesloftet.

- Det er et klokkeklart løftebrud. Både fordi Socialdemokratiet sagde gennem hele valgkampen, at de ville afskaffe uddannelsesloftet, og fordi vi blev enige om det i regeringsforhandlingerne, siger Jacob Mark og tilføjer:

- Og jeg synes sgu, at det er lidt hyklerisk, at regeringen taler om, at de vil gøre de unge mindre stressede, og så viderefører man det, som man ved presser de unge.

Det var på Folkemødet i juni sidste år, Mette Frederiksen sagde, at hun ville afskaffe uddannelsesloftet:

R: Uambitiøst møg

Kritikken er omtrent lige så hård fra De Radikale.

- Det er uambitiøst og noget møg. Mette Frederiksen stod på Folkemødet i 2018 og fortrød, at de var med til at indføre det uddannelsesloft og erkendte, hvor skadeligt det er for de studerende, der bliver enormt usikre, siger De Radikales finansordfører, Sofie Carsten Nielsen.

Hun henviser lige som SF desuden til, at en afskaffelses af uddannelsesloftet også er aftalt og skrevet ned i det såkaldte forståelsespapir, som Mette Frederiksen forhandlede på plads med sine støttepartier lige efter valget i juni.

- Når alle er enige om, at det loft skal væk, så skal det selvfølgelig væk nu. Jeg var sikker på, at det var med nu (i finanslovsudspillet, red.). Jeg kan godt mærke mere og mere, at selv de aftaler, vi har indgået, skal vi i den grad minde Socialdemokraterne om, siger Sofie Carsten Nielsen.

Også de studerende står i dag skuffede tilbage.

- Det står i forståelsespapiret, at regeringen vil afskaffe uddannelsesloftet, og vi er stærkt utilfredse med, at det ikke er kommet væk, siger Johan Hedegaard Jørgensen, formand for Danske Studerendes Fællesråd.

- Jeg synes, man skylder de studerende at give dem et klart svar, inden det her går helt galt. Der er folk, der dropper ud, fordi de bange for at gennemføre deres uddannelser. Det er grotesk, at man lader det ske endnu et år, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Tavs minister

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har ikke ønsket at stille op til interview og svare på kritikken. Den socialdemokratiske uddannelsesordfører Kasper Sand Kjær (S) afviser, at regeringen er i gang med at løbe fra Mette Frederiksens løfte. Og han understreger, at Socialdemokratiet fortsat ønsker at afskaffe uddannelsesloftet.

- Jeg synes ikke, der er noget løftebrud i det. Vi har sagt, vi vil afskaffe det, og det vil vi fortsat gerne. Men det kræver, at vi finder pengene til det, og det må vi i fællesskab drøfte med de andre partier.

Hvornår skal det så afskaffes?

- Det skal det så hurtigt, som vi kan finde finansiering til at gøre det, siger Kasper Sand Kjær

Hvorfor så ikke i den her finanslov?

- Jamen, det kan også godt være, det ender med at blive det. Der er afsat over to milliarder i en forhandlingspulje, siger Kasper Sand Kjær med henvisning til den pose penge, som er sat af til, at regeringens støttepartier, Enhedslisten, Radikale og SF, kan få nogle af deres krav opfyldt i de kommende forhandlinger om finansloven.