Mette Frederiksen afviser ikke, at danske F-16-fly ender i Ukraine

Statsministeren har i dag besøgt flyvestationen i Skrydstrup. Her varslede hun også et forsvarsforlig af en "helt anden kaliber".

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger i dag Fighter Wing Skrydstrup nær Vojens. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Vi kommer til at se ind i en verden, der er mere urolig. Ikke mindre urolig.

Det var statsminister Mette Frederiksens (S) budskab til flyvevåbnets ansatte, som hun i dag besøger på flyvestationenn i Skrydstrup nær Vojens.

- Det, vi står over for, handler om noget mere og desværre også noget større. Derfor handler det ikke kun om Ukraine, men også om os selv og vores eget samfund, siger Mette Frederiksen.

På flyvebasen fik hun også lejlighed til at se de danske F-16-fly, som Danmark er i gang med at udfase til fordel for de nye F-35-fly.

- Vi kommer nok til at blive spurgt, om vi har nok (F-35-fly, red.). Det er jeg ikke sikker på – det kan godt være, vi får behov for flere. Men lige om lidt er de på dansk jord, og jeg håber, at I er klar til opgaven. Det er jeg blevet forsikret om i dag, at I er, siger statsministeren.

- Held og lykke med de nye fly, når de kommer. Pas godt på de gamle. Vi får brug for dem lidt tid endnu, lyder det også fra hende.

F-16-fly til Ukraine?

Og det er da også planen, at F-16'erne skal være på vingerne til 2027.

Men de kommende F-35-fly har fået blandt andre Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti til at sige, at de mener, at der er en oplagt mulighed for så at donere F-16-flyene til Ukraine.

Da Mette Frederiksen i dag bliver spurgt til, om det er aktuelt at donere de "aflagte" fly til Ukraine, afviste hun i hvert fald ikke:

- Det, vi er i gang med at afdække lige nu, er, om vi kan påbegynde træning af ukrainerne i forhold til at kunne flyve F-16. Og det er i et meget, meget tæt samarbejde i en gruppe af allierede. Og det arbejde det pågår lige nu. Og de beslutninger, der skal træffes i den sammenhæng, de kommer hen ad vejen. Men de kommer sammen med vores allierede.

Danmark skal snart i gang med at drøfte en konkret plan for at træne ukrainske piloter i at flyve F-16-kampfly, oplyste fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i sidste uge.

Meldingen kom, efter USA's præsident, Joe Biden, annoncerede, at USA støtter en fælles indsats med USA's allierede i at træne de ukrainske piloter.

Et forsvarsforlig af en 'helt anden kaliber'

På tirsdag klokken ni præsenterer fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig.

Og selvom Mette Frederiksen ikke blev konkret på, hvad Forsvarets ansatte kan forvente af det, løftede hun lidt af sløret for noget af det, som regeringens forsvarspolitiske takter allerede har lagt op til med blandt andet målet om et øget forsvarsbudget:

- Vi ser ind i et forsvarsforlig af en helt anden kaliber – med en helt anden volumen og mange flere penge, end mange af jer har været vant til i rigtig mange år. Det er en nødvendig beslutning, siger statsministeren.

Når forsvarsforligene i mange år ikke har været af samme kaliber, skyldes det, at man troede, verden ville se anderledes ud, siger hun til de soldater, som hun godt forstår, tænker, hvorfor der ikke er blevet brugt flere penge på Forsvaret de sidste mange år.

- Det er der ikke andet godt svar på, end at de fleste vel undervejs havde håbet, at vi med murens fald og globaliseringen havde set ind i en mere fredelig fremtid. Det ved vi nu, endegyldigt, ikke kom til at ske. Og der er - så langt øjet rækker - en forøget risiko for Danmarks forsvar og Danmarks sikkerhed.