Mette Frederiksen afviser at svare Folketinget på, hvorfor der ikke kom lyntest på plejehjem

- Mærkværdigt, at statsministeren ikke vil forklare sine egne udtalelser, lyder det fra oppositionen

(Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen nægter at svare Folketinget på, hvorfor hun sagde ét til befolkningen om lyntest til plejehjem, da coronasmitten toppede, mens der skete noget helt andet. Og det møder nu kritik fra flere sider.

I begyndelsen af januar sagde statsminister Mette Frederiksen til befolkningen på et pressemøde og i en liveudsendelse på TV, at regeringen havde besluttet, at personale på plejehjem skulle lyntestes for at bremse coronasmitten på plejehjemmene.

Men som DR tidligere har afsløret, blev en konkret plan for at rulle lyntestene ud droppet bag kulisserne, og plejehjemmene fik alligevel ikke lyntests i januar.

Dansk Folkeparti har krævet svar på, hvorfor statsministerens udtalelser ikke afspejlede det, der skete. Men Mette Frederiksen har både afvist at svare i spørgetiden i Folketingssalen og i et samråd i epidemiudvalget.

I breve stilet til Folketingets formand og til epidemiudvalget henviser Mette Frederiksen til, at hun mener, at spørgsmålene skal besvares af sundhedsministeren og justitsministeren.

Det vækker undren hos Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl, der har været med til at stille spørgsmålene.

- Det er jo fuldstændig mærkværdigt, at vi har en statsminister, der ikke vil stille op og besvare de spørgsmål, som vedrører statsministerens egne udtalelser, siger Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl.

Venstres ældreordfører, Jane Heitmann, er enig:

- Det er sørgeligt for det danske demokrati, at man ikke kan stå på mål for det, man siger. Hvad er det, der får statsministeren til at sige, at hun vil passe på de sårbare ældre, samtidig med at virkeligheden bag kulisserne så viser sig at være en helt anden?

Også direktøren for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, finder det kritisabelt, at Mette Frederiksen ikke selv vil svare.

- Statsministeren har jo sat sig selv i spidsen for coronaindsatsen i Danmark, og når det så viser sig, at der er store problemer i hendes egen regering med at håndtere for eksempel lyntest på plejehjem, så vil hun ikke svare. Det virker ikke rigtigt, siger direktøren.

Lovede lyntest flere gange

Det var, mens smitten i januar bredte sig voldsomt på landets plejehjem, at Mette Frederiksen på et pressemøde 5. januar udtalte, at personalet på plejehjem skulle have lyntest.

- Der er for få, der bliver testet i de dage, vi er i. Regeringen har derfor besluttet, at myndighederne hurtigst muligt skal sikre, at personalet på plejecentre i alle regioner kan hurtigtestes, sagde statsministeren.

Se udtalelsen i videoen herunder:

Men dagen efter droppede Sundhedsministeriet en plan, der var på bordet, for at indføre lyntest to gange om ugen for landets plejehjemspersonale. I stedet gav ministeriet besked om, at personalet skulle testes en gang om ugen med de langsommere pcr-test.

Alligevel gentog statsminister Mette Frederiksen fire dage senere, på landsdækkende TV, i en live-udsendelse på TV2, at regeringen havde besluttet, at plejehjemspersonale skulle lyntestes.

- Det har vi meget specifikt bedt myndighederne om at sikre sker, lød det fra statsministeren.

Mette Frederiksen var på det tidspunkt, ifølge en sms-veksling mellem to højtstående embedsmænd, blevet informeret om, at der ikke blev kviktestet på plejehjemmene. I sms-vekslingen skriver justitsministeriets departementschef, at han personligt har ”præciseret over for hende, at det er PCR, vi kører med”.

Statsminister Mette Frederiksen varslede lyntest på plejehjem, mens Magnus Heunickes sundhedsministerie droppede planerne. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Da DR bragte oplysningerne frem i sidste måned, vurderede professor i forvaltningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet, at Mette Frederiksen dermed flere gange gav offentligheden forkerte oplysninger.

- Det er tydeligt, at statsministeren ikke giver retvisende oplysninger til offentligheden i de her tilfælde, lød det fra Frederik Waage.

- Hun skal tale sandt. Og hvis hun er opmærksom på, at der ikke er kviktest på plejehjemmene, skal hun naturligvis sige det.

Var oplysningerne retvisende?

Men hvad mener statsministeren selv om udtalelserne? Det ville Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl, gerne vide efter DR’s dækning, og derfor stillede hun et såkaldt §20-spørgsmål til Mette Frederiksen, til besvarelse i Folketingets spørgetid.

Hun spurgte, om Mette Frederiksen mener, at hun og regeringens ministre ”har givet danskerne et retvisende billede af, hvad der blev gjort for at få smitten på plejehjemmene under kontrol” med udtalelserne om lyntest til landets plejehjem.

Og Dansk Folkeparti kaldte statsministeren i samråd i Epidemiudvalget for at gøre rede for sagen.

Begge dele har Mette Frederiksen afvist.

Statsministeriet skriver i en mail til DR, at ”det er fast praksis under skiftende statsministre, at det er den relevante ressortminister, der besvarer spørgsmål fra Folketinget om en given sag på regeringens vegne.”

Derfor er det ifølge statsministeriet ”helt sædvanlig praksis”, at statsministeren beder om, at et spørgsmål bliver rettet til ”den relevante ressortminister”, hvis Mette Frederiksen bliver stillet et spørgsmål på en anden ministers område.

Men Karina Adsbøl (DF) mener, at statsministeren er den rette at stile spørgsmålet til.

- Det handler om statsministerens udtalelser, og så må statsministeren jo også forklare, hvorfor hun har talt om, at der nu kom kviktest på plejehjemmene, og det så ikke skete, siger Karina Adsbøl.

- Jeg synes, det er bekymrende for folkestyret, og også som folketingsmedlem, at vi ikke kan få et svar fra statsministeren om hendes egne udtalelser.

Men er det ikke godt nok, hvis I får et svar fra justitsministeren eller sundhedsministeren, som Mette Frederiksen henviser til, så længe I får et svar?

- Når statsministeren formidler nogle ting om kviktest, som ud fra det vi får oplyst ikke er retvisende og ikke svarer til de meldinger, der er kommet fra Sundhedsministeriet, så er det vel rimeligt nok, at det er statsministeren, der svarer på sin egen formidling, siger Karina Adsbøl.

Mens spørgsmålet til Mette Frederiksen i spørgetimen er bortfaldet, fordi Karina Adsbøl ikke ønsker at stile det til andre ministre, så har Dansk Folkeparti nu indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke og justitsminister Nick Hækkerup i samråd i stedet for Mette Frederiksen

- Så må de jo forklare statsministerens udtalelser, siger Karina Adsbøl.

Organisationer ønsker svar

Direktøren for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, ville gerne have hørt svarene fra Mette Frederiksen selv.

- Jeg synes, hun skylder os alle sammen en forklaring på, hvad der er sket, og ikke mindst af hensyn til de mange familier, til de hundredevis af personer på plejehjem, der døde i den her periode, siger han.

Også direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup opfordrede Mette Frederiksen til at forklare sagen, da han udtalte sig i TV Avisen 17. maj:

- Jeg synes, det er utåleligt, at man ikke på regeringsplan kan finde et entydigt ansvar. Hvilken minister har taget den beslutning – og hvordan skal man omgøre det, så det aldrig sker igen?

En minister har ikke pligt til at svare Folketinget eller til at møde op i et samråd. Det fremgår af Håndbog i Folketingsarbejdet.

- Men det er klart, at som udgangspunkt er det sådan, at selvfølgelig skal en minister svare på de spørgsmål, der bliver stillet, mener Enhedslistens gruppeformand Peter Hvelplund, der understreger, at han ikke kender baggrunden for, at statsministeren ikke vil svare.

Det vigtigste for regeringens støtteparti er dog at få afklaret, hvorfor lyntestene ikke kom ud til plejehjemmene, lyder det fra Peder Hvelplund.

- Der er ikke nogen tvivl om, at den håndtering, der har været fra regeringens side, har afsløret et temmelig kaotisk forløb, hvor det har været svært at få placeret et ansvar for, at man ikke fik gennemført de kviktest, som jo blev lovet i forhold til personalet på plejecentre, siger Enhedslistens gruppeformand.

Med i afslutningsdebatten

Under Folketingets afslutningsdebat onsdag i denne uge spurgte Dansk Folkeparti seks gange til, hvorfor Mette Frederiksen flere gange i januar sagde ét om lyntest til plejehjem, mens der skete noget andet.

Det fik partiet ikke svar på, men statsministeren henviste til, at der var tale om et politisk ønske:

- Regeringen har udtrykt et klart politisk ønske om, at der skulle testes mere i Danmark. Det har været et politisk ønske gennem hele epidemien. Mine udtalelser udtrykker det politiske ønske, der var, og som stadig gælder, nemlig, at der skal testes så meget som muligt i en epidemi, sagde Mette Frederiksen på et spørgsmål fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Og da hun på et opfølgende spørgsmål blev forholdt, at hun specifikt havde udtalt sig om lyntest til plejehjem i januar og ikke om test generelt, svarede hun:

- Vi havde gerne set, at de test blev rullet ud på et tidligere tidspunkt, og jeg forstår, at der er indkaldt til samråd, hvor alle spørgsmål kan besvares, lød det fra Mette Frederiksen.

Se uddrag fra afslutningsdebatten i videoen herunder:

DR har i den seneste måned bedt statsminister Mette Frederiksen om et interview om sagen med de manglende lyntest til plejehjem, men det har hun ikke ønsket.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk