Mette Frederiksen: 'Det handler ikke om at please nogen. Det handler om værdighed og retfærdighed'

Retten til tidlig pension er regeringens helt store prestigeprojekt.

Statsminister Mette Frederiksen besøger Hatting Bageri i Horsens efter at have præsenteret sit nye udspil: Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hun er trukket ud af den figursyede sorte jakke, hun bar bag podiet til pressemødet, mens hun præsenterede sit prestigeprojekt: En ret til tidlig tilbagetrækning.

I stedet er statsminister Mette Frederiksen iklædt en skriggul vest og et blåt hårnet, som hun går rundt på Hattings bageri i Horsens.

Her arbejder nogle af dem, som Mette Frederiksen har haft i tankerne med sit forslag om tidlig pension.

- Vi er på en arbejdsplads, hvor der er en god seniorordning, og hvor man også sørger for at tilrettelægge arbejdet, så det belaster mindst muligt. Det er rigtig godt, og når jeg taler med medarbejderne her, er der mange, der siger, at det godt kan være, de vil blive ved.

- Men, siger statsministeren.

- Mange af dem, jeg har nået at tale med, har arbejdet i mange år.

Og netop antallet af år på arbejdsmarkedet er helt centralt for det udspil, hun i dag har præsenteret.

- Jeg kender danske lønmodtagere godt nok til, at hvis folk kan blive på arbejdsmarkedet, så bliver de. Langt de fleste vil gerne gå på arbejde.

Men det er ikke nødvendigvis rimeligt, mener hun.

- Grundlæggende så handler det her om værdighed og retfærdighed. Når man har arbejdet i rigtig mange år og gjort det, man skulle, skal man også kunne trække sig værdigt tilbage, siger Mette Frederiksen.

'Jeg har jo ikke selv ondt'

Har man som 61-årig arbejdet mere end 42 år, får man med regeringens udspil lov til at gå tidligere på pension uden at skulle forbi en læge eller en kommunal sagsbehandler først.

Ydelsen bliver dog mindre - og ordningen bliver altså knap så attraktiv, hvis man selv har sparret mere end to millioner op i pension.

Omkring 38.000 danskere vil ifølge regeringens beregninger få ret til at trække sig tidligt tilbage med regeringens model - lidt færre forventes at gøre brug af den.

Men det ændrer ikke på, at der er brug for den, fastslår Mette Frederiksen - og ikke bare for at trække flere vælgere i retning af Socialdemokratiet.

- Det her er jo nedslidte mennesker, siger hun og gestikulerer mod båndene bag sig.

- Der var en af medarbejderne, der sagde: 'Du ved, hvordan det er. Vi har alle sammen ondt', fortæller Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen fik mulighed for at tale med nogle af dem, det hele handler om - de, der har arbejdet i mange år. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hendes tonefald er måske ikke præget af overraskelse, men af forargelse - indignation.

- Jeg har jo ikke selv ondt, men det er en selvfølge her, siger hun.

Det illustrerer den - med hendes eget ord - 'uretfærdighed', hun vil gøre op med.

- Det handler ikke om at please nogen, det handler om samfundskontrakten. De, der har de hårdeste job og det længste arbejdsliv, det er dem, der har bygget det Danmark, alle vi andre nyder godt af. De skal have mulighed for at trække sig værdigt tilbage, slutter hun.

Facebook
Twitter