Mette Frederiksen drømmer om flere pædagoger, betjente og unge akademikere i de københavnske boliger

I Storkøbenhavn kan det kommende boligudspil betyde en tredobling af nybyggeriet af almene boliger.

I dag er første dag i det politiske kalenderår. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Regeringen vil bygge over 20.000 nye almene boliger, og langt de fleste vil blive bygget i de store byer.

Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale i folketingssalen.

De nye boliger skal opføres over de næste 10-15 år.

I Storkøbenhavn kan det kommende boligudspil betyde en tredobling af nybyggeriet af almene boliger.

Ifølge Mette Frederiksen vil der være tale om lejligheder på 80-90 kvardratmeter med en husleje på 8.000 kroner om måneden.

- Det vil kunne mærkes i bybilledet. Vi skal ikke dele os op. Byerne skal kunne rumme alle, sagde Mette Frederiksen.

Der var traditionen tro royalt besøg. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Frederiksen: København er skøn, men..

Ifølge statsministeren er det særligt i København, at boligmarkedet er løbet løbsk.

- Hvad koster en treværelses ejerlejlighed på Nørrebro? Ofte mere end fire millioner kroner.

- Hvad med skolelæreren, pædagogen, politibetjenten, sosu-assistenten, butiksassistenten, frisøren, tømreren eller den unge akademiker? Hvis de er førstegangskøbere, så er det svært. Virkelig svært, sagde hun.

Curt Liliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videncenter, vurderer, at der er et stort behov for, at man i planen giver familieboligerne følgeskab af nogle mindre boliger.

Han understreger dog, at han jo ikke har set regeringens samlede udspil endnu.

- 8.000 kroner om måneden er jo ikke en billig husleje, og vi ved, at den almene sektor er vigtig for de svageste grupper. Det er ikke det, det her forslag ser ud til at gå på, så derfor håber jeg, at man i det endelige udspil også supplerer med mindre boliger, siger Curt Liliegreen.

Curt Liliegreen siger, at bliver fokus for entydigt på boliger på 80-90 kvadratmenter, så risikerer man, at de nye almene boliger kun kommer til at gavne pædagogen eller politibetjenten i fast parforhold.

- Hvis vi skal have alle med, skal vi også have lidt mindre lejligheder. Vi skal huske, at der også er mange singler i København, der skal have et sted at bo. Og for dem vil en almen bolig til 8.000 stadig være dyr.

I sin tale kom statministeren blandt andet rundt om digter Søren Ulrik Thomsen, som har beskerevet 1970'ernes blandede og brogede kvarterer i hovedstaden, hvor kontorister, akademikere og "mærkeligt gennemsigtige eksistenser" boede dør om dør.

Regeringen vil have 'nærsygehuse'

Talen handlede dog ikke kun om boliger. Statsministeren kom blandt andet også ind på sundhedsområdet.

- Det er særlig alvorligt i en situation, hvor vi bliver flere med kroniske sygdomme, flere med psykiske lidelser og flere ældre, siger Mette Frederiksen og henviser til, at regeringen gerne vil indføre "nærsygehuse".

Samtidig vil myndighederne have fokus på, at corona stadig bliver holdt nede, lød det.

Derudover vil regeringen fremlægge et lovprogram for det nye Folketingsår, "som er mindre omfattende end normalt", lød det.

- Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag. Og ikke mindst – mere tid til, at alle I, der skal få lovforslagene til at virke for borgerne og virksomhederne – ikke væltes omkuld af lovmøllen, sagde Mette Frederiksen.

På torsdag afvikles den traditionelle åbningsdebat i Folketinget.

Facebook
Twitter