Mette Frederiksen efter kontant afvisning af regering over midten: 'Giv det lige en tanke'

Statsministeren mener fortsat, at det giver mening at være nysgerrig på, om en regering kan samles over midten efter et folketingsvalg.

Statsminister Mette Frederiksen vil gerne "åbne en diskussion af, om der kan være en bred regering". (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Der gik ikke lang tid, fra statsministeren luftede idéen om at samle en regering over den politiske midte efter næste Folketingsvalg, til den var skudt ned af både Venstre og Konservative.

"Tak, men nej tak," svarede De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen. Og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kvitterede med at kalde Mette Frederiksen for utroværdig, efter hans politiske ordfører, Sophie Løhde, havde kaldt det "temmelig desperat".

Men selv efter den kontante melding fra de blå partier, holder Mette Frederiksen stadig fast.

- Jeg synes, vi skal afsøge, om vi kan samarbejde endnu mere. Det er lykkedes rigtig godt i de her tre år at samarbejde bredt i Folketinget.

- Vi har i hvert fald en nysgerrighed på at afdække, om man vil kunne lave en regering henover den politiske midte. Jeg tror egentlig, min opfordring til V og K skal være, at de lige skal give det en tanke, siger hun.

Hvor sikker er du på, at der overhovedet er grobund for en regering over den politiske midte?

- Det kan jeg ikke være sikker på. Det er ikke noget, vi traditionelt har gjort i Danmark. Jeg synes, det nationale kopromis har vist, hvad et endnu tættere samarbejde over midten politisk kan give os. Vi har truffet nogle store beslutninger, der virkelig flytter Danmark fremover. Tænk, hvis vi kunne gøre det samme på for eksempel klimaet, siger Mette Frederiksen.

- Med alle de kriser, vi står i, og potentielt kigger ind i, der vil jeg appellere til samarbejde.

Men både Venstre og Konservative kan ikke se sig selv i en regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

'Vi bliver nødt til at finde lidt nysgerrighed frem'

Søren Pape Poulsen (K) kaldte det at binde sig på hænder og fødder, hvis partierne gik sammen om at danne regering, fordi der så ikke vil være plads til de politiske forskelligheder, der eller er så mange af mellem S og V og K.

Men til den kritik svarer Mette Frederiksen:

- Virkeligheden er jo den, at ordene ofte er lidt hårdere ude i offentligheden, end de er ved forhandlingsbordet. Og når ni ud af ti aftaler i dag indgås bredt, synes jeg ikke, man per automatik skal afvise, at man kan lave en regering henover midten.

- Jeg er heller ikke sikker på, det kan lade sig gøre. Men jeg synes, vi bliver nødt til at finde lidt nysgerrighed frem.

Fungerer samarbejdet ikke, som det er nu?

- Jo, det fungerer ret godt. Men det er også blevet endnu bedre gennem det seneste tid. Jeg ville ikke have sagt det her for et halvt år siden, tror jeg.

- Men det nationale kompromis, altså det, at fem partier kan sætte sig sammen og skubbe alt andet til side, inklusive egne særinteresser, og alene gøre det, vi fem vurderede, var det bedste for landet, har givet mig noget appetit på, at vi i et samarbejde af mere strukturel karakter kunne skabe endnu flere resultater.

Tanken er blevet luftet før

Det er ikke første gang, at tanken om en regering over midten luftes. Senest gjorde daværende V-statsminister og nu formand for det nye parti Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, det samme lige inden folketingsvalget i 2019.

Dengang afviste Mette Frederiksen det blankt.

Er der på nogen måde forskel på den idé, du nu præsenterer, og den, som Lars Løkke Rasmussen luftede i 2019, som du afviste?

- Jeg skal ikke kunne sige, hvad Løkke forestillede sig. Der er sket ganske meget gennem de her tre år, og det, at der er en angrebskrig på vores kontinent, og at inflationen er tilbage, synes jeg, kun er en understregning af, at det brede politiske samarbejde er endnu vigtigere.

- Det, jeg håber på, er selvfølgelig, at denne her regering kan fortsætte sin politiske kurs, og jeg gør det også gerne i et bredt samarbejde. Det kunne måske være en regering henover midten.

Er det en helgardering til hvis ikke du kan fortsætte med din etpartiregering?

- Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Det er klart, når man står i spidsen for en regering, som har gjort et godt stykke arbejde, og som i øvrigt stadigvæk har bred opbakning blandt danskerne ovenpå et fantastisk valgresultat i denne uge, så ønsker vi selvfølgelig at fortsætte vores arbejde.

- Det nationale kompromis har rykket ved nogle ting. Det har gjort noget. Det er med til at skubbe alt andet til side og alene tænke på, hvad der er bedst for det her land. Tænk, hvis vi gjorde det hver dag.

De fem partiledere fra V, R, K, SF og S har senest arbejdet samlet for et ja til folkeafstemningen 1. juni. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

'Vi går til valg på, at jeg skal være statsminister'

V og K's kontante meldinger lægger Mette Frederiksen ikke så meget i.

- Vi bliver jo afæsket et svar, næsten inden vi har set, hvad spørgsmålene går ud på. Men det kunne jo være i en ekstra runde, at V og K ville overveje det en ekstra gang.

Kan du være minister i en Venstre-ledet regering?

- Altså, vi går til valg på, at jeg skal være statsminister.

Din regering er blevet kaldt egenrådig under minksagen - er det her et forsøg på at skabe noget goodwill inden et valg?

- Det er en oprigtig interesse i, om vi kan gøre mere, der er godt for Danmark.