Mette Frederiksen efter kritik fra børnenes talerør: Vi vil gøre noget for fattige børn

S-formanden har fået kritik for at pynte sig med lånte fjer, når hun lancerer sig selv som børnenes statsminister.

(Arkiv) Mette Frederiksen (S) forsøger at lancere sig selv som børnenes statsminister. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Det er skudt ved siden af målet, når flere børneorganisationer i dag, retter en kritik af Mette Frederiksen (S) for at mangle en plan for, hvordan hun vil nedbringe antallet af fattige børn i Danmark.

Sådan lyder det fra den socialdemokratiske statsministerkandidat, efter at organisationen Børns Vilkår blandt andet har sagt, at hun 'pynter sig med lånte fjer'.

- Jeg synes, at det er en fejlagtig kritik. Det afgørende må være, om vi i Danmark får en statsminister, som har tænkt sig at gøre noget ved børnefattigdommen eller ej. Og det vil jeg, siger Mette Frederiksen.

Både Mødrehjælpen, Red Barnet og Børns Vilkår efterlyser, at statsministerkandidaten kommer med en konkret plan for, hvordan flere børn skal løftes ud af fattigdom. Her lyder det blandt andet, at man bør afskaffe både integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet.

Kritikken fra de tre organisationer kommer blandt andet, efter at en rapport i sidste uge viste, at antallet af fattige børn i Danmark steg med 12.000 i 2017 og nu ligger på 64.500.

- Når man satser på at erobre statsministerposten og samtidig har en ambition om at være børnenes statsminister, så er det blandt andet centralt at afskaffe fattigdomsydelserne, lyder det fra direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen.

Mette F: Vi vil bekæmpe fattigdom

Organisationerne skal dog ikke forvente, at Mette Frederiksen vil afskaffe ydelserne på første dag i statsministerstolen, hvis hun vinder valget. Socialdemokratiet har i stedet lagt op til at nedsætte en ydelseskommission, der skal se på reglerne, inden hun vil tage stilling.

Så længe integrationsydelsen eksisterer lægger Socialdemokratiet op til at supplere med en såkaldt børnepakke, der har til formål at afbøde konsekvenserne for børnene.

- Vi har vores måde at bekæmpe det på, mens andre har deres metoder. Det afgørende er målet om at bekæmpe børnefattigdom, siger Mette Frederiksen.

Pynter du dig med lånte fjer, som blandt andet Børns Vilkår påstår?

- Det er rigtigt vigtigt, at børnene i Danmark får en statsminister, og det er derfor, at jeg har meldt mig som børnenes statsminister. Det betyder selvfølgelig, at der i en regering under min ledelse vil være et særligt fokus på børns forhold og vilkår, siger statsministerkandidaten.

Konkrete virkemidler skal diskuteres

Det lyder fra organisationerne, at du mangler at komme med en konkret plan for, hvordan du vil nedbringe antallet af fattige børn. Vil du komme med en præcis plan inden valget?

- Det afgørende for mig er, om der er en politisk vilje til at gøre noget ved problemerne. Den politiske vilje har jeg. Så kan man altid diskutere de konkrete virkemidler, men det afgørende for mig at slå fast, at vi vil gøre noget ved det.

De vil gerne se en plan. Får de det inden valget?

- Vi har en plan, og den plan går ud på at nedsætte en ydelseskommission, som skal finde nogle af de ubalancer i ydelsessystemet, som skiftende regeringer ikke har evnet at finde.

Screenshot fra Socialdemokratiets pjece.

Du kalder kritikken fejlagtig. Hvorfor mener du det?

- Fordi vi i Socialdemokratiet går til valg på at gøre noget ved problemerne. For mig er det afgørende, at man har politisk vilje til at løse nogle af de problemer, der er i Danmark, siger hun og fortsætter:

- Ligeså optagede vi er af at føre en stram udlændingepolitik – ligeså optagede er vi af at sikre, at der ikke er nogle børn, som betaler en stor pris for deres forældres situation. Det går vi til valg på.

Vil ikke love at fjerne ydelser

Ifølge børneorganisationerne hænger stigningen i børnefattigdom sammen med den lave integrationsydelse og kontanthjælpsloftet. Hvorfor vil du ikke love at afskaffe dem?

- Det, jeg lover, er at gøre noget ved børnefattigdom, og så har vi behov for at diskutere med hinanden, hvordan vi gør det bedst. Og jeg synes, at der er behov for at få nogle flere nuancer i den her diskussion, siger Mette Frederiksen, der blandt andet peger på høj husleje og gæld som andre årsager til fattigdom, som en ydelseskommission skal se nærmere på.

Det skuffer blandt andet Børns Vilkår, at du ikke vil love at forbedre forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark, som ifølge organisationen lever under forfærdelige vilkår. Hvad siger du til det?

- Når det omhandler Sjælsmark, er der to vigtige ting at sige. For det første: Når det omhandler flygtninge, som kommer til Danmark og får afvist at få asyl, så skal de også rejse ud. I den periode, hvor de får den besked, til de skal udrejse, der har vi selvfølgelig et særligt ansvar i forhold til børnene. Og om Inger Støjberg har fundet den præcise gode måde at gøre det på, det er jeg bestemt ikke sikker på, siger Mette Frederiksen.

Børns Vilkår mener også, at det er et afgørende brud med en social indsats, der virker, når man lægger op til at stille 10-årige, der begår kriminalitet for et ungdomskriminalitetsnævn. Hvad siger du til den kritik?

- Vi har lavet en aftale om at bekæmpe børne- og ungekriminaliteten. Vi er heldigvis i den gode situation, at ungdomskriminaliteten i Danmark er faldende, men vi ser samtidigt en lille gruppe af unge, som begår rigtig alvorlig kriminalitet tidligt i deres liv. Der har vi altså vurderet politisk, at der er behov for en stærkere indsats.

Facebook
Twitter