Mette Frederiksen før Løkkes topmøde: Væksten er på alarmerende niveau

Socialdemokraternes formand efterlyser handling fra regeringen før topmøde på Marienborg.

- Vi har behov for en erhvervspolitik, der bygger videre på de danske styrkepositioner, siger Mette Frederiksen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er fint, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil drøfte den økonomiske situation i Danmark på et topmøde, men der er behov for handling.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

- Dansk økonomi har det ikke godt nok. Det er ærgerligt, for det Danmark, Løkke overtog, stod stærkere. Væksten er på et niveau, som vi er nødt til at være alarmerede over. Men vi har en regering, der har udskudt alle væsentlige beslutninger til efteråret, siger hun.

Statsministeren vil bruge topmødet på Marienborg til at samle inspiration til den økonomiske 2025-plan, som regeringen fremlægger efter sommerferien, og som vil være omdrejningspunkt for det meste politiske arbejde på Christiansborg i efteråret.

Løkke har forud for topmødet gjort opmærksom på, at der siden 1996 ikke er skabt en dansk virksomhed med mere end 1.000 ansatte.

Men ifølge Mette Frederiksen har Venstre-regeringen slet ikke været skarpe nok i prioriteringerne hidtil.

- Løkke har prioritet registreringsafgift og en boligjobordning, der ikke giver mange arbejdspladser, hvorimod man ikke har ønsket at fremme initiativer, der skaber arbejdspladser i industrien. Oven i det skruer man ned for ambitionerne i Togfonden og den grønne omstilling. Det kan potentielt kan koste danske arbejdspladser.

Afviser sænkelse af topskatten

Så hvilke reformer ser du et behov for?

- Vi har behov for en erhvervspolitik, der bygger videre på de danske styrkepositioner. Vi skal ikke skrue ned for ambitionerne på den grønne omstilling. Vi skal dyrke det, vi er dygtige til. Og så har vi behov for uddannelse til vores medarbejdere.

- Vi har et højt lønniveau i Danmark, og det ønsker vi at fastholde. Skal vi være nogle af de bedste i verden, skal vi give flere mennesker mulighed for at blive dygtigere.

Det lyder ikke som om du ser det store behov for reformer af for eksempel skattepolitikken?

- Vi går ikke ind i forhandlinger med et ønske om at sænke skatten i toppen. Jeg mener, at der er behov for en målrettet satsning dels på vores velfærdssamfund og på at skabe arbejdspladser. Jeg synes, regeringen kun har øjnene rettet mod at sænke topskatten i stedet for at have øje på, hvad det er for en situation, danske virksomheder befinder sig i.

Du peger ikke på store reformer. Er det fordi, at der ikke er behov for det?

- Regeringen siger, at vi skal sænke topskatten, og det er det, det hele handler om. Det er jeg uenig med dem i, både fordi det i mine øjne ville være socialt uretfærdigt, men også fordi jeg ikke tror, det skaber arbejdspladser.

- Vi ved, at vi i fremtiden kommer til at mangle faglært arbejdskraft, og så er det langt mere interessant at diskutere, hvordan vi sikrer, at vi har en arbejdsstyrke med de rette kompetencer i stedet for kun at diskutere arbejdsudbud, siger Mette Frederiksen.

Facebook
Twitter