Mette Frederiksen forsvarer: Derfor skal børnene lukkes først ud i samfundet

I et nyt interview svarer statsministeren på noget af den kritik, regeringen er blevet mødt af i forbindelse med genåbningen af Danmark.

Det er to dage siden, statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede første del af åbningen af samfundet efter den store lukning som følge af coronavirusset.

En åbning, der blandt andet kommer til at betyde, at børn som udgangspunkt skal tilbage i daginstitutionerne efter

påske
, og at elever i 0. til 5. klasse skal tilbage i skolerne.

Den beslutning er blevet mødt af glæde hos nogen, mens den andre steder er blevet mødt af bekymring hos nogle forældre. I et nyt interview forsvarer statsministeren, hvorfor de yngste børn skal være de første til at åbne samfundet.

Det handler ifølge statsministeren om to vurderinger: En sundhedsfaglig og en økonomisk. For når børnene er i institution eller skole, bliver det lettere for forældrene at arbejde.

- Der er en sundhedsfaglig vurdering i forhold til smitterisikoen. Og så er det et af de steder, hvor vi vinder meget samfundsøkonomisk.

- Mange har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen, hvor man skal arbejde hjemme og samtidig have ansvar for tre skolebørn, der også er hjemme. Vi gør det, fordi det er sundhedsfagligt forsvarligt og samfundsøkomomisk klogt, siger statsministeren.

Se, hvad Mette Frederiksen sagde på pressemødet i mandags om åbning af vuggestuer, børnehaver og skoler i videoen her:

Hvorfor så forsigtig?

Efter udmeldingen om en kommende åbning af samfundet er regeringen også blevet mødt med undren over, hvorfor man vælger at gå så forsigtigt frem. For hvorfor kan børnene godt rende rundt i en børnehave, mens en frisør stadig må holde lukket?

Kritikken er taget til, efter Statens Serum Institut i går

offentliggjorde
rapporter, hvor man har regnet på konsekvenserne af at åbne forskellige dele af samfundet.

Her viste rapporterne - der dog indeholder en del usikkerheder - at

sundhedsvæsnet
ikke umiddelbart ville blive overbelastet i forhold til sengepladser og pladser på de intensive afdelinger, hvis man også åbnede op for mindre erhvervsdrivende som restauranter og caféer.

Forudsat at danskerne generelt fortsætter med at holde afstand, vaske hænder og generelt følge sundhedsmyndighedernes

retningslinjer
.

Når I er så forsigtige, er det så, fordi I ikke stoler på, at danskerne kan blive ved med at opføre sig ordentligt?

- Jeg stoler utroligt meget på danskerne. Jeg er imponeret over, hvad det her land kan. Men den menneskelige psykologi er sådan, at når noget bliver ændret, så kan det sætte sig i en større adfærdsændring.

- Så når vi vælger et forsigtighedsprincip, gør vi det for, at korthuset ikke skal falde sammen. Det ville være helt absurd, hvis vi lukkede store dele af samfundet ned i en hel måned, og så gik for hurtigt frem og dermed satte alt det, vi hver især har ofret, over styr.

'Løkke: Dybt, dybt bekymret'

Kritikken af en for forsigtig plan for genåbningen af Danmark er blandt andet kommet fra tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der til BT i går fortalte, at han er "dybt, dybt bekymret" for regeringens strategi.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er en af dem, der frygter, at regeringen er for forsigtig. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Han frygter, at den fortsatte lukning af en lang række virksomheder kommer til at skade både de erhvervsdrivende og den danske økomomi.

Men den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, står fortsat på mål for den beslutning, hun meldte ud i mandags.

- Jeg mener ikke, vi er en overforsigtig regering. Men jeg står på mål for, at jeg er forsigtig, og vi iagtager hvert eneste skridt, vi kommer til at tage.

- Jeg har ikke ord for konsekvensen, hvis vi sætter alt det over styr, vi har været igennem, siger statsministeren.

Hun mener, at det vil kunne skade økonomien endnu mere, hvis man får åbnet for meget og derefter må indføre nye

restriktioner
.

- Det kan have sundhedsmæssige konsekvenser ved at smittekæderne igen begynder at brede sig, og vi derved kommer ud af den kurve, vi har holdt. Men det kan også have rigtig alvorlige samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis vi kører sådan en stop-and-go-politik. Det vil jeg ikke anbefale, heller ikke økonomisk.

Partier: Regeringen er egenrådig

En anden kritik, der er blevet rettet mod regeringen, er kommet fra flere af partierne i Folketinget. De mener, at regeringen har holdt kortene for tæt til kroppen i planlægningen af genåbningen af samfundet.

Næsten samtlige partier føler sig forbigået af en regering, der lægger planer i enrum og forventer, at Folketinget bare bakker op.

Blandt andet fik Folketingets partier først modellerne med de sundhedsfaglige vurderinger af genåbningsplanerne i går - et

døgn
efter, planen var meldt ud på et
pressemøde
.

Hvorfor har partierne ikke kunnet se dem på forhånd?

- Jeg har ikke

afvist
at forhandle om det her, men jeg tager ansvaret på mig i hele den her fase. Også i det her har der været et vist tidspres.

- Jeg har aftalt med folketingets partier, at når vi er lidt inde i fase ét, så gør vi status, og så vil de kunne komme med alle de ideer, de måtte have, til hvad der kan være indeholdt i fase to. Så regner vi på dem, og så ser jeg da gerne en politisk forhandling, siger Mette Frederiksen.

Foreløbig er status altså, at store dele af samfundet fortsat er lukket. Mange virksomheder må heller ikke åbne efter

påske
, de ældste børn i folkeskolerne skal stadig være hjemme, det samme skal de fleste elever på
ungdomsuddannelser
og studerende på videregående uddannelser.

Og på pressemødet i mandags lød der dystre toner fra statsministeren i forhold til udsigterne for en afslutning på de mange

restriktioner
. Mere kan muligvis blive åbnet i maj, men der kan gå lang, lang tid, før samfundet er helt tilbage til normalen.

Og i dag vil statsministeren heller ikke sætte en udsigt op for, hvornår danskerne igen kan mødes til havefester, i fodboldklubber eller gå arm i arm gennem byen.

- Jeg kan ikke sætte en dato på. Jeg kan konstatere nu, at det, vi har gjort i Danmark, nytter. Men coronaen har fat i hele verden, og det er en drilsk sygdom, som ingen har fuldstændig kontrol over, siger hun.