Mette Frederiksen går til valg på socialdemokratisk et-parti-regering

Efter 25 års parløb om regeringsmagten dropper Socialdemokratiet nu De Radikale.

Udlændingepolitikken får nu Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til at skifte kurs i forhold til De Radikale. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

For første gang siden 1993 går Socialdemokratiet til valg på at danne regering uden De Radikale.

Det oplyser S-formand Mette Frederiksen i en kronik i Jyllands-Posten. Begrundelsen er først og fremmest udlændingepolitikken.

I kronikken udsteder Mette Frederiksen et løfte til danskerne. Og til 'det brede flertal i Folketinget, der i dag står bag Danmarks stramme udlændingepolitik'.

- Vi løber ikke fra det flertal efter et valg. Vi skal ikke have flere udlændinge til Danmark, end vi evner at integrere. Og en regering skal have mulighed for at handle, hvis der igen bliver brug for nye initiativer, skriver Mette Frederiksen.

- Derfor – hvis vælgerne betror os ansvaret efter næste valg – ønsker vi at danne en socialdemokratisk et-parti regering. Det er den eneste måde, hvorpå vi både kan fortsætte den stramme udlændingepolitik og samtidig trække Danmark i en retning, der er både grønnere og mere retfærdig.

- Dermed vil der også være tale om en ny form for samarbejde mellem os og De Radikale, fastslår Mette Frederiksen i kronikken.

Ventet melding

Den historiske melding har været ventet på Christiansborg, fordi S og R siden valget i 2015 er gledet længere og længere fra hinanden. Især når det gælder udlændingepolitikken.

Det blev senest demonstreret under Folketingets afslutningsdebat i sidste uge. Da valgte De Radikale at gå sammen med Alternativet om en såkaldt vedtagelsestekst. Mens S, SF og Enhedslisten udarbejdede en fælles tekst om den aktuelle politiske situation.

Samtidig gik den radikale leder, Morten Østergaard, hårdt til angreb på Socialdemokratiet for at lægge sig for tæt op af Dansk Folkeparti.

S og DF har i de seneste tre år i flere sager kørt tæt parløb.

Den seneste rene S-regering var Anker Jørgensens frem til 1982, da han overlod magten til Poul Schlüter (K). I de næste ti år støttede De Radikale Schlüters borgerlige regeringer.

I 1993 valgte R at skifte side og gik i regering med Poul Nyrup Rasmussen (S). Frem mod valget i 2011 gik S-formand Helle Thorning-Schmidt – trods parløb med SF – til valg på at danne regering med De Radikale.

Se mere i TV-avisen kl. 21.30