Mette Frederiksen har ikke engang erklæret sit kandidatur: Regeringspartier går meget langt med nye udtalelser

Venstres vikarierende leder taler både om at genbekræfte regeringsgrundlaget og om skattelettelser.

Troels Lund Poulsen taler nu også åbent om en potentiel situation, hvor Mette Frederiksen ikke længere er statsminister. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Rygterne om Mette Frederiksens bejlen til en Nato-toppost fylder mere og mere i dansk politik.

Og nu er selv toppen af regeringen begyndt at forholde sig til, hvad der skal ske, hvis Mette Frederiksen smutter.

Lars Løkke Rasmussen har krævet, at regeringen skal "genbekræftes", hvis det sker.

Og i dag tog Venstres Troels Lund Poulsen så bladet fra munden og erklærede sig enig med Løkke - samtidig med at han åbnede for nye diskussioner i regeringen om skattelettelser.

De udtalelser er "overordentligt interessante", mener DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.

- Ikke bare er det nu helt åbent, at man diskuterer, hvad der skal ske, hvis Mette Frederiksen forlader dansk politik. Han går også ind ad samme dør som Lars Løkke Rasmussen og siger, at regeringsgrundlaget skal genbekræftes.

- Og så går han ovenikøbet et skridt videre og siger, at der skal ses på specifikke emner, siger Jens Ringberg.

Regeringspartnere stiller krav

Regeringen skal under alle omstændigheder diskutere økonomien, fordi der i august skal komme en ny 2030-plan fra regeringen.

Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Venstres fungerende leder nævner det i sammenhæng med kravet om, at regeringsgrundlaget skal genbekræftes.

Det vil vække opsigt, især blandt socialdemokrater, vurderer Jens Ringberg.

- Vi er nu i en situation, hvor de to andre regeringspartier siger, at hvis Mette Frederiksen skifter, skal der være møder og forhandlinger.

- Det er meget vidtgående i forhold til, at Mette Frederiksen slet ikke har bekræftet, at hun er kandidat. Men der er et spil i gang for det tilfælde, at hun skulle blive kandidat og skulle blive ansat i Nato.

Se Troels Lund Poulsens udtalelser i videoen her:

Og Mette Frederiksen har da ganske rigtigt ikke sagt noget som helst offentligt om, at hun vil være generalsekretær i Nato. Faktisk afviser hun al snak om det ved at sige, at hun ikke er kandidat til nogen anden post end den, hun har.

Tidligere i dag kommenterede hun Troels Lund Poulsens udtalelser om at genbekræfte regeringssamarbejdet og at se på nye skattelettelser.

Her sagde hun, at det er meget naturligt, at folk begynder at overveje fremtiden, når den slags rygter går i gang.

- Men der er ingen grund til alle de her diskussioner, for jeg er ikke kandidat til nogen anden opgave end den, jeg varetager lige nu, og som jeg har fået danskernes opbakning til at varetage, nemlig at være Danmarks statsminister, sagde hun.

Om der skal nye forhandlinger i gang om skattelettelser, ville hun ikke svare på.

Mere kan komme på bordet

Men tilbage står altså, at selv regeringspartierne nu er begyndt at tale åbent om en situation, hvor Mette Frederiksen potentielt forlader statsministerposten.

Og endda med forslag til, hvad regeringens politik nu skal være.

- Troels Lund Poulsen siger ganske vist, at det ikke skal starte forfra med et nyt regeringsgrundlag, men han nævner økonomien og skatten. Og der kan det jo være, Moderaterne har noget andet, de synes skal på bordet, og det kan være Socialdemokratiet har noget.

- Det vil sige, at så er der ret meget, der kan ske, hvis Mette Frederiksen får den her Nato-post, hvad ingen af os jo ved i dette øjeblik, lyder det fra Jens Ringberg.

Hvem der skal være Natos næste generalsekretær skal - formentlig - afgøres på et Nato-topmøde i Vilnius 11. og 12. juli.

Du kan høre meget mere om, hvordan den slags foregår i DR's politiske podcast Slotsholmen. Her fortæller Anders Fogh Rasmussens tidligere rådgiver Michael Kristiansen om tegn på, at Mette Frederiksen går efter posten: