Mette Frederiksen: Løkke skal kræve skat fra Facebook

Danmark bør sætte sig i spidsen for, at nettets giganter begynder at betale skat, mener S.

S-formand Mette Frederiksen opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at gå forrest i de europæiske bestræbelser på at indføre en digital skat for verdens største tech-giganter. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tech-giganter som Facebook, Google og Apple skal lægge flere skattekroner i de europæiske statskasser.

Det mener Europa-Kommissionen, der i går gav sit bud på, hvordan det skal ske: Frem for at beskatte virksomhedernes overskud, vil kommissionen beskatte deres omsætning.

Giganterne skal betale en skat i EU på tre procent af deres indtægter fra annoncer, gebyrer og videresalg af personlige data.

Og den idé er Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, også tilhænger af. Hun opfordrer nu statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at arbejde for forslaget, når han i disse dage er til EU-topmøde i Bruxelles:

- Den danske regering har tænkt sig at gå imod det og ikke arbejde for en fælles europæisk løsning. Det synes jeg som socialdemokrat er helt forkert. Vi bliver nødt til at sikre, at de store giganter på nettet begynder at betale deres skat, siger Mette Frederiksen.

Flere europæiske lande finder forslaget meget kontroversielt, men det har opbakning fra store lande som Tyskland og Frankrig.

Jeg tror, de fleste danskere har det ligesom mig: Facebook og Apple og de andre tjener jo milliarder, og de skal da til at betale deres skat.

S-formand Mette Frederiksen

- Vi skal melde os ind sammen med en række af de andre lande og kræve, at Facebook og Apple begynder at betale skat. Hvis ikke Danmark gør det, så kommer vi jo til at placere os med nogle lande, som jeg ikke mener, vi skal arbejde sammen med på skatteområdet, siger Mette Frederiksen og nævner Luxembourg og Irland.

- Jeg tror, de fleste danskere har det ligesom mig: Facebook og Apple og de andre tjener milliarder, og de skal da til at betale deres skat.

Risikerer at koste Danmark

Forslaget ventes at give EU-landene skatteindtægter på omkring fem milliarder euro om året, cirka 37 milliarder kroner.

Med en højere beskatning i EU end i resten af verden risikerer europæiske virksomheder - og dermed også danske - at tabe i den store globale konkurrence, lyder kritikken fra flere sider.

Dansk Industri opfordrer til, at man i stedet søger en løsning gennem den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Det vil sikre fælles spilleregler i EU, USA og resten af OECD-landene, lyder argumentet.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har peget på, at løsningen skal findes i OECD.

Hvis en europæisk særskat bliver udbredt, vil den kunne ramme danske virksomheder og Danmark som land meget hårdt, advarer Dansk Industri. Men Mette Frederiksen affejer bekymringen:

- Det minder om en diskussion, vi ofte har: Dele af erhvervsorganisationerne og den borgerlige regering er imod, at der bliver indkrævet den skat, der skal indkræves, på nye områder.

- Men de fleste almindelige virksomheder betaler jo faktisk den skat, de skal. Det er den modsatte problemstilling, vi skal have løst: Nemlig at de virksomheder, der i dag har en enorm omsætning og tjener milliarder, faktisk ikke betaler skat, siger hun.

Forslag kræver opbakning fra hele EU

Europa-Kommissionens forslag er målrettet de omkring 100 tech-virksomheder, der har en global omsætning på mere end 5,6 milliarder kroner – og en omsætning i EU på godt 370 millioner kroner.

Det er dog langt fra sikkert, at forslaget bliver til virkelighed. Det kræver opbakning fra samtlige medlemslande.

Hvis ikke de store tech-giganter begynder at "bidrage til fællesskabet", kan hverken Danmark eller de øvrige EU-lande finansiere deres velfærdssamfund, advarer Mette Frederiksen:

- Alle ved, at de store giganter på nettet ikke bidrager nok til fællesskabet i forhold til, hvor kæmpestor en omsætning de har. Derfor skal Danmark selvfølgelig gå foran for at få sikret den her beskating.

I september viste en EU-rapport, at EU-landene fra 2013 til 2015 kan have mistet op mod 5,4 milliarder euro - svarende til cirka 40 milliarder kroner - i skatter fra Google og Facebook på grund af "kreativ omgang med bogføring og skattebetalinger".

Ifølge rapporten betaler Google, hvad der svarer til ni procent af sin omsætning i skat uden for EU. Inden for EU er tallet 0,82 procent.

For Facebook er tallet uden for EU 28-34 procent og inden for unionen 0,03 til 0,10 procent.