Mette Frederiksen: Nødvendigt med flere penge til nyt dagpengesystem

S-formanden gør op med Thorning-regeringens holdning om, at systemet ikke måtte blive dyrere.

Dagpengesystemet skal koste flere penge, mener Mette Frederiksen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det er nødvendigt at poste flere penge i det dagpengesystem, som snart skal reformeres.

Det siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i sin ordførertale ved Folketingets åbningsdebat.

- Det er aldrig et selvstændigt mål at bruge flere penge. Og ud fra, hvad vi indtil nu har kunnet erfare, er der muligheder inden for den nuværende ramme, siger Mette Frederiksen.

- Men det er afgørende, at vi nu får skabt et robust dagpengesystem. På den baggrund er det vores opfattelse, at der vil være behov for yderligere finansiering. Hvordan og hvor meget må vi forhandle om. Men en samlet løsning findes næppe inden for de nuværende rammer.

- Det bør 90 mandater i Folketinget kunne finde sammen om. Ellers er vi i Socialdemokratiet ikke med, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen gør dermed op med sin forgænger Helle Thorning-Schmidt, der som statsminister i SR-regeringen lagde op til, at dagpengesystemet skulle reformeres - men ikke måtte koste flere penge.

DF kvitterer for ny melding

Thorning gjorde det før valget klart, at dagpengesystemet skulle forbedres, men slog samtidig fast, at det ikke måtte blive et dyrere system.

I en mail til medlemmerne af Socialdemokratiet skrev Thorning således, at selvom dagpengesystemet skulle forbedres, så måtte det ikke koste flere penge.

Den holdning gør Mette Frederiksen nu op med, og det kvitterede Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, straks for under dagens åbningsdebat i folketingssalen.

- Det er skønt, at man på den måde kan bevæge sig, siger Kristian Thulesen Dahl.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i sin åbningstale i tirsdags, at han anså dagpengereformen fra 2010 for at være "grundlæggende rigtig", men ikke nødvendigvis perfekt.

Lars Løkke slog samtidig fast, at han ønsker en ny dagpengeaftale, som "respekterer den ramme, den tidligere regering har sat", og at et nyt system altså ikke skal være dyrere.

Dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger til et nyt system den 19. oktober.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1049151611802029