Mette Frederiksen om dagpengetal: Vi står i en svær situation

Nye tal viser, at 5270 personer står uden dagpenge som følge af dagpengereformen. Det er højt tal, erkender beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

(Foto: DR © DR)

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen modtog i dag nye tal for, hvor mange danskere der er røget ud af dagpengesystemet i årets første dagpengeperiode.

Tallene stammer fra AK-samvirke og viser, at 5.270 personer står uden dagpenge som følge af dagpengereformen.

- Vi står fortsat i en svær situation på dagpengeområdet. Der er et højt tal, og uanset hvordan tallet så ud, så er det hårdt for den enkelte, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.

Forkerte skøn

De nye tal viser, at Beskæftigelsesministeriet siden 2010 gang på gang har givet et forkert og for lavt skøn for, hvor mange personer der ville miste retten til dagpenge som følge af dagpengereformen.

Mette Frederiksen erkender, at skønnene har været for lave.

- Ingen kan spå om fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi tilrettelægger vores politik ikke kun på baggrund af skøn. Det er blandt andet derfor, at vi har lavet en uddannelsesordning, så mennesker der mister deres dagpengeret også har mulighed for at gå i gang med uddannelse, siger hun.

Ingen jobgaranti

Regeringen har iværksat en række initiativer for at få langtidsledige i arbejde. Blandt andet har de mennesker, der ryger ud af dagpengesystemet ret til op til seks måneders uddannelse med den nye uddannelsesordning.

Men fra flere sider lyder kritikken, at initiativerne ikke er nok til at sikre, at de langtidsledige kommer i arbejde. Det vil Mette Frederiksen heller ikke garantere.

- Der er ingen jobgaranti i Danmark. Det har der aldrig været, siger hun og fortsætter:

- Jeg ved godt, at for den enkelte er det en svær situation, at ens dagpengeperiode ophører. Det skal motivere os alle sammen til at få Danmark ud af krisen og få skabt nogle flere arbejdspladser.

Facebook
Twitter