Mette Frederiksen om indgået trafikaftale: 'Minder meget om, hvad vi selv har foreslået’

Mette Frederiksen (S) melder sig klar til forhandlinger om tog, vej og broer i aftale mellem regeringen og DF.

Socialdemokratiets formand ser gode takter i regeringens udspil. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mette Frederiksen (S) ser gode takter i en ny aftale om Danmarks infrastruktur, som regeringen og Dansk Folkeparti i dag præsenterede på et pressemøde i Transportministeriet.

- Der er behov for investeringer nogle steder ikke mindst i motorveje, fordi der simpelthen er trængselsproblemer, siger S-formanden og understreger, at udspillet har mange lighedstræk med et udspil, som oppositionspartiet fremlagde tidligere i år.

Derfor er partiformanden klar til at forhandle planen.

I den nye aftale er der afsat penge til nye projekter for mere end 110 milliarder. Flest midler går til veje frem for jernbaner.

Kort over igangværende og nye baneprojekter i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti:

Mette Frederiksen mener, det er vigtigt, at der også satses på den kollektive trafik i en ny aftale, men understreger samtidig, når det kommer til vejprojekter:

- Når vi kigger på Limfjordsområdet, E45, dele af hovedstaden og henover Fyn, så er der behov for investeringer i infrastrukturen.

Støtter tredje Limfjordsforbindelse

En af de helt store poster i regeringens plan er en tredje Limfjordsforbindelse til over seks milliarder kroner, som efter planen skal igangsættes i 2024.

Mette Frederiksen, som stiller op til det kommende folketingsvalg i Nordjylland, er helt enig i den prioritering.

- Det er en rigtig god idé. Vi nævner i vores infrastrukturudspil, at en tredje Limfjordsforbindelse er et af de projekter, som vi også meget gerne vil lave.

Regeringen og Dansk Folkeparti kan ikke gennemføre aftalen på denne side af folketingsvalget. Derfor skal de tre regeringspartier og Dansk Folkeparti have flertal eller finde flertal for deres plan på den anden side af folketingsvalget, hvis den skal gennemføres.

Kort over igangværende og nye vejprojekter i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti:

Facebook
Twitter