Mette Frederiksen om valgaftenen: 'Det er et meget specielt øjeblik, da Løkke ringer'

Da Lars Løkke Rasmussen udskrev valg, lå Mette Frederiksen med madforgiftning på Herlev Hospital.

Når det officielle startskud til en valgkamp lyder, handler det som regel om at være klar i startblokken. Men det er Mette Frederiksen på ingen måde den 7. maj, hvor Lars Løkke Rasmussen som siddende statsminister udskriver folketingsvalg.

Faktisk er det noget af det, som valgkampen i høj grad vil blive husket for. Men det er nu ikke, fordi Mette Frederiksen er uforberedt eller bliver overrasket. Man kan alligevel roligt sige, at hun bliver taget på sengen – nærmere bestemt sygesengen.

- Valgudskrivelsesdagen bliver virkelig en helt særlig dag, fordi jeg jo bare er rigtig, rigtig syg. Jeg har fået en madforgiftning af en eller anden art og er sat fuldstændig ud af spillet. De, der har prøvet at have sådan en tur, ved, at der kan man simpelthen ikke noget som helst, fortæller Mette Frederiksen, der overtog formandsposten i Socialdemokratiet den 28. maj 2015, og som lige siden har haft status som førsteudfordrer til Lars Løkke Rasmussen.

- Da valget udskrives, er jeg på Herlev Hospital og ligger på en hospitalsstue. Jeg ligger faktisk og blunder, da valget er udskrevet, og vågner op og kigger på min telefon. Jeg tror, jeg kan se, at der er 17 beskeder, og jeg kan ikke huske, hvor mange ubesvarede opkald der er – men det er rigtig, rigtig mange. Og så når jeg at tænke, ”nå, der er nok valg”.

Mette Frederiksen er så syg, at hun med det samme ved, at hun på ingen måde kan kaste sig ind i valgkampen.

- Det er bare på alle mulige måder virkelig en mærkelig oplevelse. At have arbejdet hen imod noget igennem så lang tid og være så godt forberedt og glæde sig til at komme i valgkamp og så kan man simpelthen slet ikke deltage selv. Det er meget, meget mærkeligt.

Går glip af partilederrunder i tv

- Dag nul i en valgkamp er normalt rigtig vigtig, fordi det er dér, hvor du skal vise, at du er klar, og at du glæder dig til valgkampen, og at partiet er klar. Så når du sidder og planlægger en valgkamp, så tænker du rigtig meget over dag nul.

- Du skal godt fra start, og partilederrunderne bliver en vigtig markør af, hvad det er, vi skal diskutere i valgkampen, og du skal ind og præge den dagsorden, der gælder for en valgkamp. Jeg kan ingen af delene.

I partiet er der ellers flere, der alligevel gerne vil have hende til at springe ud af sengen.

- Der er et vis pres fra mine egne folk og fra Socialdemokratiet, som gerne vil have, at jeg hurtigt bliver rask: ”Nå, er du der nu?”, ”Øh, nej, jeg er her ikke endnu,” gengiver Mette Frederiksen.

Samme aften skal der være partilederrunde i både TV2 og DR, og det bliver hurtigt besluttet, at det bliver med Nicolai Wammen som Socialdemokratiets repræsentant.

- Og så bliver vi enige om, jeg skal gøre to ting. Det ene er, at jeg lægger et meget kort opslag op på de sociale medier, hvor jeg hepper på Nicolai, som med meget få timers varsel skal ind og være vikar – det er heller ikke nogen helt let opgave. Og så begynder der selvfølgelig at være en masse planlægning, som jeg alligevel kommer lidt ind over, fortæller Mette Frederiksen.

- Men så beslutter vi os også for at lægge den her video på, og når man ser den, tror jeg ikke, man er i tvivl om, hvor syg jeg er. Og det interessante er, at os, der har prøvet det med at bruge de sociale medier anderledes end det, der er det gængse, altså når du er allergrimmest og allermindst oplagt, har oplevet, at det giver en rigtig positiv energi, fordi det er jo sådan, man ser ud, når man er syg. Jeg forestiller ikke, og jeg prøver ikke at være noget andet end det, jeg i virkeligheden er.

- Og så er det i virkeligheden også for bare at sige: ”hey, jeg er her stadigvæk, jeg ved godt, det er mærkeligt. Men jeg håber at være i gang fra i morgen”, eller i overmorgen, eller hvornår det nu er.

Klip fra programmet 'Lars, Mette og magten'.

Om aftenen ser Mette Frederiksen på tv, hvordan partilederrunderne kører, og hun er meget glad for Nicolai Wammens præstationer:

- Det klarer han godt – det er ellers svært pludselig at skulle ind og være partileder. Det har han jo ikke kunnet forberede sig på.

Samlet set bliver dagen bestemt heller ikke særlig dårlig for Mette Frederiksen. Hun vælger i hvert fald at se det hele fra den positive side.

- Det gode ved det er, at jeg så kan få lov til at se min egen valgkamp. Den kan jeg jo så se sammen med danskerne. Fordi jeg er hjemme og ser de der to partilederrunder på fuldstændig lige fod med alle mulige andre. Og det var måske i virkeligheden ikke så dumt at prøve.

- Men der går så et par dage derudover, inden jeg er helt klar til at starte valgkampen.

Rørt brik skal flyttes

Det er Lars Løkke Rasmussen, der suverænt har valgt den 7. maj som dagen, hvor valget udskrives. Og det er først, lige inden han officielt udskriver valget fra Folketingets talerstol, at han hører, at Mette Frederiksen er syg.

- Det er super kort tid før. Men rørt brik skal jo flyttes, det skal det i skak, og det skal det specielt, når dronningen stadigvæk er med på spillepladen. Og dronningen er jo orienteret, valget er et eller andet sted i proces og udskrevet – det hele er sat i gang. Det er point of no return, fastslår Lars Løkke Rasmussen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at Mette Frederiksen ikke er frisk, der er bare ikke noget at gøre ved det. Så der er intet element af, at nu tager jeg lige og bruger den her, og det tror jeg heller ikke, man kan. Aksel Larsen havde i sin tid også et flot valg til SF, mens han lå i en hospitalsseng med benet i gips, påpeger Lars Løkke Rasmussen med reference til valget i 1960, hvor Aksel Larsen var formand for SF, der deltog i sit første folketingsvalg og stormede ind med 11 mandater. Ifølge manges vurderinger især fordi han fik en masse sympatistemmer.

Lars Løkke Rasmussen vil heller ikke udelukke, at det er en lille fordel for Mette Frederiksen at ligge der på Herlev Hospital.

- Når man er foran på point, som Mette er, er det ikke et dårligt udgangspunkt at tage den første dag fra sygesengen. Jeg tror, det ærgrer mig mere, end det ærgrer hende, erkender han.

Der bliver heller ikke tale om nogen gamechanger. Valget udvikler sig som forventet, og den 5. juni, grundlovsdag, hvor valget finder sted, tegner der sig relativt hurtigt et billede af, at Venstre og Lars Løkke Rasmussens mister regeringsmagten til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Kapitulerer i mobiltelefonen

Det bliver ikke fulgt af nogen tv-kameraer, men hen på aftenen kapitulerer Lars Løkke Rasmussen overfor sin rival. Ikke ansigt til ansigt, men via mobiltelefonen. Inden da sender han en sms:

- Det er rigtigt. 22.13 sender jeg en besked til hende.

I beskeden står der:

- Hej Mette, tillykke med det. Det peger din vej, men vil alligevel gerne have lidt klare tal. Ringer til dig om ca. en halv time. O.K.? Bedste hilsner Lars (og tak for en god tone i valgkampen).

- Så svarer hun meget overraskende, nu er jeg jo fuldstændig indiskret, men alligevel ”Det er OK. Bedste hilsner Mette”, fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Klip fra programmet 'Lars, Mette og magten'.

Allerede da Mette Frederiksen, som på det tidspunkt stadig befinder sig i en lejlighed sammen med sine nærmeste, modtager sms’en, sker der noget med hende. For hun ved godt, hvad han vil sige, når han ringer:

- Det er jo det øjeblik, hvor det på en eller anden måde bliver meget fysisk, at nu ligger opgaven på mig i stedet for.

Der går heller ikke så lang tid, før Lars Løkke Rasmussen er helt sikker på, at han må overlade roret til Mette Frederiksen.

- Lars Løkke ringer på et tidspunkt, og det er et meget, meget specielt øjeblik, pointerer hun.

- Fordi det er ligesom det opkald, der afgør det. Han er på Marienborg og siger: ”Jeg kører ud nu, og det er dig, det står klart. Det er dig, der skal i gang med at se, om du kan danne en regering. Held og lykke med dét.”

- Og så aftaler vi, og det er sådan noget, man faktisk godt kan gøre også som politiske modstandere, at han vil gerne ind på Christiansborg først og holde sin tale, og så går jeg på bagefter. Men det er klart. Den der telefonsamtale er noget helt specielt. Det er noget meget specielt for ham, og det er noget meget specielt for mig selv.

Klip fra 'Lars, Mette og magten', der sendes på DR1 29. december 21.20.

Dagen efter får Mette Frederiksen det formelle mandat til at danne regering. Det sker efter en såkaldt dronningerunde.

Tre uger senere kan hun i rollen som statsminister så præsentere en socialdemokratisk mindretalsregering. Danmarks 74. regering.