Mette Frederiksen opfordrer DF til politisk parløb

Mette Frederiksen sender budskab til DF forud for politisk efterår.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, sender forud for det afgørende politiske efterår en opfordring til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, om et parløb, der kan sætte de blå partiers ønsker om skattelettelser skakmat. Det skriver Berlingske.

Pengene skal i stedet bruges på velfærd og uddannelse, mener S-formanden, som også afviser enhver tanke om højere pensionsalder for danskerne.

- Dansk Folkeparti kommer til at stå i en nøgleposition i de her forhandlinger. Vi har sagt klart og tydeligt, at vi ikke vil være med til en yderlig skævvridning af Danmark med topskattelettelser. Liberal Alliance og de Konservative gør, hvad de kan for at trække i den modsatte retning. Dermed bliver det i høj grad op til Dansk Folkeparti, om man skal gå den blå vej, eller om man skal gå ad en vej, som er bredere, hvor vi samarbejder hen over den politiske midte, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Og Dansk Folkeparti er klar til samarbejdet.

Gruppeformand Peter Skaarup kalder meldingen "meget positiv".

- Socialdemokraterne kan vælge to veje. Den ene er at tage et medansvar. Den anden er at gå efter et folketingsvalg og skabe så meget kaos som muligt. Jeg opfatter det her som, at de har valgt den rigtige vej, siger Peter Skaarup.

LA-gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll ser snakken om et samarbejde mellem de to partier som en "sommerballon".

LA har truet med alternativt at vælte regeringen. Adspurgt, hvad partiet vil gøre, hvis der kommer en aftale over midten med Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti uden topskattelettelser, svarer han:

- Ja, hvad tror du selv?

Spørgsmål: Så vælter I regeringen?

- Jeg overlader alle hvis’er til de politiske kommentatorer. Men vores position omkring efteråret, den er kendt, siger han.

Facebook
Twitter